Hummelmosen lavbundsprojekt

Struer Kommune har fået tilsagn til en forundersøgelse af et lavbundsprojekt i den tidligere Hummelmose ved Sønder Hjerm.

Struer Kommune har i januar 2025 fået tilsagn til en forundersøgelse af et lavbundsprojekt i Hummelmosen ved Sønder Hjerm. Projektets formål er at undersøge mulighederne for at reducere udledningen af CO2 fra tørvejord og reetablere den gamle mose ved at knuse dræn, nedlægge grøfter og generelt hæve vandstanden. 

Projektet består af to dele; den tekniske forundersøgelse og den ejendomsmæssige forundersøgelse. Den tekniske forundersøgelse har undersøgt de tekniske muligheder, projektets effekt og konsekvenserne for natur, infrastruktur og området generelt. Den ejendomsmæssige forundersøgelse har undersøgt de deltagende lodsejeres holdning til projektet og skal vurdere, hvorvidt der er opbakning til at gennemføre projektet. 
Den tekniske forundersøgelse er udført af Rambøll, mens den ejendomsmæssige forundersøgelse er udført af Sagro. 

Undersøgelsesområdet er ca. 90 ha, men det endelige projekt kan blive både større og mindre. Området består hovedsageligt af landbrugsjord, men også ca. 6.500 m2 beskyttet natur samt den øverste del af vandløbet Hummelmose Å.

Hummelmosen er udspringet for Hummelmose Å, som ender ude i Venø Bugt i Limfjorden.
Ud over at reducere udledningen af CO2, kan projektet også være med til at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Dette vil hjælpe på vandkvaliteten både i fjorden og i Hummelmose Å. 
Samtidig kan projektet skabe en mere stabil vandføring i åen. Dette vil både hjælpe livet i vandløbet, men det kan også mindske chancen for oversvømmelse af de vandløbsnære arealer. 

Forundersøgelsen er nu gennemført, og resultatet er et muligt projekt, som kan gennemføres for at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og reducere udledningen af klimagasser.

Projektet er udvidet fra de oprindelige 90 ha til 119 ha, hvis der kan opnås aftaler med alle lodsejerne.

Hovedtiltagene i området er at nedlægge de eksisterende dræn og rørlagte vandløb, så vandet kan komme op på jorden. Samtidig skal dræn fra markerne omkring projektet sikres, så disse arealer stadig kan komme af med vandet. 

Når vi hæver vandstanden, kan det give udfordringer for de tekniske anlæg, som ligger inden for projektområdet. Dette gælder bl.a. beboelse og veje, hvor vi skal lave en række afværgetiltag. 

De foreløbige beregninger viser, at projektet kan reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet med 7.147 kg N/år. Det kan også reducere udledningen af klimagasser med 1.092 ton CO2-ækvivalenter/år. 
Projektet vil også kunne udvikle sig til mere eller mindre våde engarealer til glæde for dyre- og plantelivet samt skabe en mere jævn og næringsfattig vandudledning til Hummelmose Å og Limfjorden. 

Det videre arbejde består i at søge penge til at gennemføre projektet, få gennemført en jordfordeling og aftale erstatninger med lodsejerne samt udarbejde det endelige projekt. Hvis alt går som planlagt, forventes anlægsarbejdet gennemført i 2029 eller 2030. 

Struer Kommune gennemfører projektet, som er finansieret af Den Europæiske Union med midler fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Senest opdateret 20-05-2026
Kontakt

Plan og Miljø

Miljøafdelingen

T: 96 84 84 08

E: pm@struer.dk

Hvis du skal sende personoplysninger: 

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, hvis du skal sende personoplysninger til kommunen.

Borger - send sikker mail

Virksomhed - send sikker mail

Kontakt

SAGRO

T : 70212040

E: info@sagro.dk