Ønsker du at opsætte en Bade- eller Bådebro

Ønsker du at sætte en bade- og bådebro op, kræver det en tilladelse. 

Struer Kommune behandler kun ansøgninger om etablering af simple og enkeltstående bade- og bådebroer, så nedenstående vejledning gælder kun disse.

Ønsker du at anlægge større anlæg med flere funktioner, kompleks indretninger samt flere benyttelsesmuligheder, skal ansøgningen sendes til Kystdirektoratet. Det gælder også, hvis broen konstrueres, så fri vandgennemstrømning langs kysten hindres. Læs mere her.

Luk alle
Åben alle

Bade- og bådebroer må ikke etableres uden tilladelse. De må ikke anlægges sådan, at de hindrer eller vanskeliggør den almindelige færdsels- og opholdsret.

Læs Bekendtgørelse om bade- og bådebroer

I Kommuneplanen er der vedtaget en række retningslinjer for bade- og bådebroer, som du bør være opmærksom på og som indgår i sagsbehandlingen. Du kan se et kort over hvad der gælder samt læse retningslinjer og redegørelse her

Når du har åbnet linket, kan du trykke på knappen ”Signaturforklaring” til venstre under kortet. Så kan du se, hvad der gælder i dit område og hvad der er relevant ift. afstandskravet mellem broer.

Generelt skal du være opmærksom på:

- I byer og i sommerhusområder skal der mindst være 200 meter mellem bade- og bådebroer, mens afstanden er 1000 meter i landområder. En eksisterende bro kan derfor blokere for etableringen af en ny bro.

- Offentligheden skal som udgangspunkt have adgang til kortvarige ophold på broen på eget ansvar. Broen må derfor ikke afmærkes med skilte, der forbyder offentlighedens adgang.

-En bade- og bådebro skal fremstå harmonisk i landskabet, så den ikke skæmmer kysten. 

Følgende krav fremgår af kommuneplanen til udseende og opbygning:

  • Broen skal udføres som en let konstruktion i træ, eventuelt med beslag og pæle i metal.
  • Broen skal holdes i neutrale naturfarver (træfarvet). Der må ikke indgå materialer, der kan give generende lysreflekser eller andre visuelle forstyrrelser.
  • Broen skal enten være en åben pælebro eller en flydebro med glidebeslag.
  • Broens pæle må ikke være for tykke i forhold til broens øvrige udformning eller formål.
  • Broen må ikke belyses, møbleres eller forsynes med flag, sidebroer, skørter eller lignende, medmindre særlige forhold taler for andet. Mindre platform og gelændere kan efter konkret vurdering monteres.
  • Broen skal placeres vinkelret på kysten.
  • Broen må maksimalt være 1 m høj over daglig vande (DVR 90)
  • Broen må maksimal have en brede på 1,5 meter

Ønskes der ved senere lejlighed at gennemføre renovering eller ændringer på en eksisterende bro, f.eks. udvidelse eller ændret konstruktion skal Struer Kommune kontaktes med henblik på at få en ny tilladelse.

En tilladelse skal bruges indenfor 3 år, ellers bortfalder den for at forhindre at ikke opsatte broer blokerer for etablering af nye broer.

Struer Kommune har mulighed for at tinglyse vilkårene i tilladelsen for ejers regning.

 

Der kan være anden lovgivning og andre hensyn, man skal forholde sig til i forbindelse med etablering af en bade- og bådebro og som kan være afgørende for, om man kan få tilladelse. Det kan f.eks. være tilstedeværelsen af beskyttet natur eller beskyttede arter. Disse hensyn kan også have betydning for hvilke vilkår, der bliver sat for etableringen, f.eks. tidspunktet for etableringen af broen samt metode hertil.

Derudover vil offentlighedens adgang, herunder adgangsveje til broen og parkeringsforhold, også indgå i sagsbehandlingen.

Din ansøgning skal sendes til teknisk@struer.dk og skal som minimum indeholde:

  • En fyldestgørende beskrivelse af projektet herunder:
  • Materialevalg
  • Hvordan broen etableres inkl. hvordan pælene monteres i bunden
  • Dimensioner på broen
  • Højde over daglig vande (DVR 90)
  • Hvor langt inde på land, skal broen placeres?
  • Hvor langt ude i vandet vil den blive placeret?
  • Står den fremme hele året eller tages den ned i vintermånederne? – Hvis den tages ned, hvad står så tilbage i den periode?
  • Fuldmagt, såfremt ansøger ikke er matriklens ejer
  • Oversigtskort der viser den ønskede placering af broen (se herunder omkring overvejelser)
  • Matrikel og adresse på, hvor badebroen skal placeres
  • Tekniske tegning(er) og evt. billeder fra producent
  • Er det ifm. etablering af broen nødvendigt med enten uddybning eller opfyldning? Hvis ja, angiv da mængden i m3

 

 

 

Overvejelser ift. placeringen

Når du overvejer, hvor du ønsker bade- og bådebroen placeret, er der nogle ting du bør overveje:

  • Findes der allerede eksisterende broer i nærheden, og hvad er afstanden til disse?
  • Hvordan kan broen bedst placeres ift. parkeringsforhold og adgangsveje for offentligheden?
  • Er der beskyttet natur hvor en evt. adgangsvej ønskes anlagt vil det kræve dispensation. Se mere her

 

 

Hvis du har brug for et oversigtskort til situationsplanen, kan du finde et kort over kommunen her. Du kan søge på din adresse i bjælken øverst.
Det er muligt at vælge forskellige baggrundskort, f.eks. luftfoto.
I den øverste bjælke er der en lille rød pil. Hvis du vælger den, kommer der værktøjer frem, så du kan tegne på kortet.
Du kan sætte mål på med den lille gule lineal (i samme bjælke, lige til venstre for).
Når du er færdig, vælger du printer ikonet (til venstre for linealen). Vælg "standard print", så laver den en pdf, som kan vedhæftes ansøgningen. 

Situationsplanen skal tydeligt angive, hvor du ønsker at placere bade- og bådebroen.