Forslag til lokalplanen åbner mulighed for Toftum Bjerge Campings fortsatte udvikling.
Igennem lokalplanen muliggøres det, at der indenfor lokalplanområdet kan drives en restaurant/cafe, og at der kan holdes musikarrangementer og events. Det sikres, at udvikling sker i respekt for områdets og omgivelsernes karakter som rekreativt område. Dertil sikrer lokalplanen, at der fortsat kan etableres campinghytter på campingpladsen, og at der er mulighed for vintercampering indenfor campingreglementets bestemmelser.
I dag er Toftum Bjerge Camping omfattet af lokalplan nr. 296, som ikke giver mulighed for at benytte campingpladsen til cafe og restaurant, samt at afholde events og musikarrangementer. To elementer som er vigtige for at sikre udviklingsmulighederne for campingpladsen. Det har derfor været nødvendigt at udarbejde en ny lokalplan.
Lokalplanen indeholder mindre ændringer i forhold til lokalplanområdets organisering igennem en justering af lokalplanens delområder. Dertil er retningslinjer for bebyggelses placering, udformning og materialer opdateret. Herigennem sikres det, at lokalplanen er tilpasset tidssvarende byggeskikke, samtidig med at der er taget højde for, at ny bebyggelse skal tilpasses det eksisterende miljø. Der er i den nye lokalplan også taget højde for tilpasning til nutidige og fremtidige klimaforhold, og der er derfor medtaget bestemmelser om anlæg til håndtering af overfladevand, solceller mm.
Planforslaget er i offentlig høring i 4 uger fra d. 8. oktober til d. 5. november. Du finder lokalplanen på Struer Kommunes digitale lokalplanportal HER
Bemærkninger
Hvis du har bemærkninger til sagen, skal du sende disse til Struer Kommune på teknisk@struer.dk. Struer Kommune skal modtage dit svar senest den 5. november 2024 kl. 23.59.
Retsvirkninger
Inden for lokalplanområdet må der ikke foretages ændringer, der er i strid med planens indhold, når planforslaget er i offentlig høring.
Eksisterende lovlige forhold fortsætter som hidtil.
Efter planens endelige vedtagelse skal ændringer foretages i overensstemmelse med lokalplanen.
Vi har besluttet ikke at miljøvurdere lokalplanen
Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har den 23. september 2024 besluttet at der ikke skal foretages en miljøvurdering af lokalplan nr. 364 for Toftum Bjerge Camping.
Struer Kommune har i henhold til ’Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter’ foretaget en screening af planens mulige påvirkninger på miljøet. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, da der ikke ændres væsentligt på anvendelsen af det eksisterende område, og fordi lokalplanområdet allerede i høj grad bærer præg af menneskelig aktivitet.
Miljøscreeningen er vedlagt som bilag til lokalplanen og kan findes i lokalplanen under ’Øvrige sagsbilag’.
Klagevejledning
Afgørelse om screening er meddelt efter planloven. Frist for klage over afgørelse er 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.
Klagen skal være modtaget senest den 5. november 2024 kl. 23:59.
Du kan læse klage- og søgsmålsvejledning HER