Lokalplanens indhold
Lokalplanen åbner mulighed for Toftum Bjerge Campings fortsatte udvikling. Igennem lokalplanen muliggøres det, at der indenfor lokalplanområdet kan drives en restaurant/cafe, og at der kan holdes musikarrangementer og events. Det sikres, at udvikling sker i respekt for områdets og omgivelsernes karakter som rekreativt område. Dertil sikrer lokalplanen, at der fortsat kan etableres campinghytter på campingpladsen, og at der er mulighed for vintercampering indenfor campingreglementets bestemmelser.
Toftum Bjerge Camping var tidligere omfattet af lokalplan nr. 296, som ikke giver mulighed for at benytte campingpladsen til cafe og restaurant, samt at afholde events og musikarrangementer. To elementer som er vigtige for at sikre udviklingsmulighederne for campingpladsen. Det har derfor været nødvendigt at udarbejde en ny lokalplan.
Lokalplanen indeholder mindre ændringer i forhold til lokalplanområdets organisering igennem en justering af lokalplanens delområder. Dertil er retningslinjer for bebyggelses placering, udformning og materialer opdateret. Herigennem sikres det, at lokalplanen er tilpasset tidssvarende byggeskikke, samtidig med at der er taget højde for, at ny bebyggelse skal tilpasses det eksisterende miljø. Der er i den nye lokalplan også taget højde for tilpasning til nutidige og fremtidige klimaforhold, og der er derfor medtaget bestemmelser om anlæg til håndtering af overfladevand, solceller mm.
Offentlig Høring
Forslaget til lokalplanen har været i offentlig høring i perioden fra d. 8. oktober til d. 5. november 2024. Vi har i den periode modtaget ét høringssvar. Høringssvaret omhandler de dispensationer og tilladelser der tidligere er givet til, at Toftum Bjerge Camping kan drive en restaurant/cafe på området og at der kan afholdes fire musikarrangementer af fire timers varighed om året. I høringssvaret opfordres der til, at disse dispensationer og tilladelser gøres permanente.
Høringssvaret har ikke givet anledning til ændringer i lokalplanen i forbindelse med den endelige vedtagelse. Dette skyldes, at det igennem lokalplanen netop muliggøres at der kan afholdes musikarrangementer og drives restaurant/cafe på området, så dispensationer ikke er nødvendige. Dertil reguleres antallet og varigheden af musikarrangementerne gennem en afgørelse, som Struer Kommune har truffet i 2019, som stadig er gældende. Høringssvaret har derfor ikke givet anledning til ændringer i lokalplanen.
Den vedtagne lokalplan
Du kan finde den vedtagne lokalplan på Lokalplanportalen KLIK HER
Retsvirkninger
Endelig vedtagelse af lokalplanen betyder, at hvis der f.eks. skal bygges nyt, ombygges eller ændres anvendelse, skal det ske som angivet i lokalplanen, samtidig må der ikke retsligt eller faktisk etableres forhold, som strider mod lokalplanens bestemmelser.
Lovgrundlag
· Lovbekendtgørelse 2024-05-29 nr. 572 om planlægning §30
· Lovbekendtgørelse 2024-05-29 nr. 572 om planlægning §31
Klagevejledning
Afgørelse om vedtagelse af lokalplan nr. 364 kan påklages over retslige spørgsmål i henhold til planlovens kapitel 14. Klagen skal indgives inden 4 uger fra datoen for offentliggørelse af planen til Planklagenævnet. Klagen skal være modtaget senest mandag den 13. januar 2024 kl. 23:59.
Klik her for at læse klage- og søgsmålsvejledningen.