Ikke kun for drenge der vil være håndværkere: Hver onsdag er Frederikke frisør

Publiceret 19-08-2026

Om onsdagen bytter Frederikke Aaberg Sloth Dunker skolebænken på Parkskolen ud med frisørstolen hos Frisør Cosy i Struer, hvor hun er i juniormesterlære.

Frederikke Aaberg Sloth Dunker skifter en gang om ugen skoletasken ud med saks og kam

Frederikke Aaberg Sloth Dunker har altid elsket at sætte hår og ordne negle. Derfor er hun gennem hele 9. klasse i juniormesterlære hos Frisør Cosy en dag om ugen.

” Jeg har altid gerne ville være frisør, så det er fedt at få muligheden for at prøve det", siger hun.

Selvom hun kun lige er startet, har hun allerede fået lov til at prøve en masse ting af.

" Det er spændende, og jeg lærer noget nyt hele tiden", siger hun.

Det var på et møde på skolen sidste år, at Frederikke fandt ud af at juniormesterlære også kunne være for hende. Hun tror på, at det kan hjælpe hende bedre gennem 9. klasse, at hun møder på arbejde hver onsdag.

"Jeg blev træt af skolen og bare at sidde ned. Jeg har brug for at komme ud og få noget mellem hænderne", siger hun. 

Juniormesterlære er ikke kun for drenge der trætte af skolen

Lærer, og ansvarlig for juniormesterlære på Parkskolen, Anita Fjordside Andersen, oplever at der er blevet skabt en fortælling om, at det kun er for drenge med olie på fingrene, og som er trætte af skolen.
Virkeligheden er, at alle unge kan komme i juniormesterlære mange forskellige steder, og det er Frederikke et godt eksempel, siger hun. 

"Der kører en myte om, at det er for skoletrætte drenge der vil være håndværkere, men det gælder også piger der har lyst til at prøve noget andet, siger hun.

I år er kun 4 piger i Struer Kommune i juniormesterlære. Anita Fjordside Andersen så gerne, at endnu flere får øjnene op for de mange muligheder inden for juniormesterlære.

"Vi vil gerne have, at flere elever kommer ud, og ser hvad det de lærer i skolen kan bruges til fagligt å de får blod på tanden, og måske bedre kan se meningen med det de laver her i skolen, så de bliver mere motiverede, siger hun

Flere vælger juniormesterlære i Struer Kommune

I dette skoleår har 16 elever valgt at prøve juniormesterlære. I skoleåret 2025/26, som var det første år med den mulighed, hed tallet 14.
Via juniormesterlære ordningen kan elever i 8. og 9. klasse vælge at være på en virksomhed, på en erhvervsskole, FGU-institution eller kommunal ungdomsskole 1-2 dage om ugen.

Læs mere om juniormesterlære her: Juniormesterlære - Struer Kommune