Indvielse af HUSET 43 – Et nyt aktivitetstilbud for udviklingshæmmede voksne

Publiceret 07-03-2025
Nyhed

Torsdag d. 6. marts blev en ekstra festlig dag på Ølbyvej 43. Her kunne det nye aktivitets- og samværstilbud HUSET 43 nemlig fejre deres indvielse.

I strålende solskin og med skøn forårsstemning som baggrund, blev HUSET 43 indviet torsdag formiddag.

HUSET 43 er et nyt aktivitets- og samværstilbud til voksne udviklingshæmmede, beliggende på Ølbyvej 43. Derfor er tilbuddets fysiske rammer og aktiviteter indrettet, så de passer til brugerne:

Her bliver den fornemmeste opgave at giver jer alle, der bruger HUSET, en god og inspirerende hverdag fyldt med fællesskab og aktiviteter – alt sammen ting, der tager udgangspunkt i jeres ønsker, evner og ikke mindst behov, udtalte Borgmester Marianne Bredal bl.a. om det nye tilbud.

Fokus på borgernes tryghed

Brugerne af HUSET 43 er 18 voksne udviklingshæmmede, som bor i egen bolig i byen eller i det nærliggende botilbud Voldgade 67.

Der er fokus på tryghed og forudsigelighed i både omgivelserne og aktiviteterne. Selve målet er her at vedligeholde og udvikle brugernes kompetencer, så de oplever at have værdifulde evner både i dagligdagen og for fællesskabet:

”I HUSET får alle nemlig mulighed for at bidrage til fællesskabet. Det kan være ved at hjælpe med at planlægge dagens aktiviteter eller ved at give en hånd med i praktiske gøremål – her i HUSET kan alle blive inddraget som en aktiv del af samværet,” fortsatte Borgmesteren.

I brug siden foråret

HUSET 43 blev officielt taget i brug i foråret 2024. Her var den første tid præget af, at borgerne og personalet sammen ryddede op samt skabte de helt rigtige rammer for dem. Rammerne gør det nemlig muligt for borgerne at arbejde i fællesskab. Derudover giver huset også plads til, at den enkelte bruger kan få stunder for sig selv, hvis de har brug for det.

Og netop den enkelte borgers ret til at være sig selv og accepten af hinandens forskellighed, er en stor del af HUSET 43’s værdigrundlag. Hos dem bliver der taget hensyn til den enkeltes evner og dagsform:

”For som i Villa Vilakula er der forskellige mennesker her i HUSET 43. Der er de artige som Tommy og Anika, og så er der de mere frie fugle som Pippi. Det betyder, at HUSET 43 rummer en kæmpe mangfoldighed, og som i Villa Villekulla så lærer man af hinanden. Her skabes der nye fællesskaber og nye venskaber opstår,” forklarer Gitte Clausen, Leder af HUSET 43, om stedet.

Kommende projekt med udendørsarealet

Der er mulighed for mange forskellige aktiviteter i HUSET 43. Der er musik, sang og kreative sysler ofte med udgangspunkt i sæson og traditioner f.eks. fastelavn, fødselsdage og forår. Herudover er der aktiviteter ude af huset såsom ture i naturen og idræt.

Dagens flotte forårsvejr indbød i høj grad til udendørsaktiviteter, og netop indretning af udearealer er næste store fokus for HUSET 43 for dets flittige brugere og engagerede personale. Eftersom Leder Gitte Clausen afsluttede sin tale med eventyret om Pippi Langstrømpe samt det sjove fællesskab, mon ikke de så igen lader sig inspirere af Pippi?!