Musikalsk verdensudsyn til lokale livekoncerter for 260 elever fra Thyholm, Bremdal og Humlum skoler

Publiceret 07-05-2025
Nyhed

På Høloftet tryllebandt Twang tidligere i dag 260 elever fra 5.-8.klasse i en helt særlig musikalsk live-oplevelse. En spændende blanding af historiefortælling og vellyd fra de musikalske legebørn sendte for en stund eleverne fra lokale Thyholm over Atlanten på musikrejse i country, folk, swing og flotte harmonier

Hvad er amerikansk country, folk og swing, og hvordan lyder det? Det kunne 260 spændte elever fra 5.-8. årgang tidligere i dag til et par helt særlige koncerter med livemusik fra Twang, et dansk band med amerikanske rødder.
Karsten Jørgensen, lærer på Thyholm Skole, er en af initiativtagerne til koncerterne, og han er begejstret over at kunne give skolebørnene sådan et tilbud:

- "Vores ønske med disse koncerter har været at give eleverne en mulighed for at opleve musik, der adskiller sig fra den mainstream-musik med pop og rock, de ofte møder i deres hverdag. Vi ønsker at udvide deres musikalske horisont og forståelse for forskellige musikgenrer. Vi er glade for, at vi i samarbejde mellem Thyholm Skoles Støtteforening, Høloftets Venner, Lars Kristian Vorde og Eva Hovmarks Fond samt Høloftet har kunnet stable koncerterne på benene."

Musikalsk fordybelse i undervisningen

Forud for koncerterne har Karsten forberedt sine klasser med undervisning i lidt musikhistorie om amerikansk country, folk og swing, om de instrumenter Twang spiller på, og klasserne har også prøvet at synge harmonier fra nogle af de numre, de netop har hørt til koncerten .

- Vi vil gerne forberede eleverne så de kunne få en dybere forståelse for musikken og dens baggrund, så de var godt forberedte til at få det maksimale ud af koncertoplevelsen siger Karsten Jørgensen

Karsten Jørgensen (stående t.v.) er matematiklærer på Thyholm Skole og en af idemagerne bag koncerterne
 

Vigtigt at vise, at vi har verdensmusik i vores lokalområde

At skabe inspirerende og lærerige oplevelser for skoleeleverne er noget, der ligger Karsten Jørgensens hjerte nær. Det skinner meget tydeligt igennem, når han taler om koncerterne.

- For nogle af eleverne er det måske første gang, de er til koncert på den måde. Det er en særlig oplevelse at komme afsted til - og en af dem, børnene kommer til at huske fra deres skoletid. Som Lydens By-kommune er det vigtigt, at vi kan give børnene sådan et musikalsk udblik på verden, og at det er noget, vi kan hr på vores lokale spillesteder. Det hører også til et godt børne- og ungeliv her, slutter en glad Karsten Jørgensen.

Fakta om koncerterne

Der har i dag været spillet to skolekoncerter med Twang på spillestedet Høloftet på Thyholm. I alt 260 elever har deltaget.
Twang er en energisk dansk/amerikansk trio, der spiller og synger trestemmigt. Trioen bevæger sig omkring én sangmikrofon og står skulder mod skulder og synger "country superhits" og deres egne numre, der handler om alt fra sociale medier til opgør med samfundet. To af bandets medlemmer har amerikanske rødder, og instrumenteringen er Banjo, guitar, kontrabas og violin.


Hør en bid af koncerten her: