Når man vokser op og gå i skole i Lydens By, så må levende musik i skolen da være noget, man får med i rygsækken, og det kan elever over hele Struer Kommune nu se frem til. Der bliver i alt 22 skolekoncerter med otte forskellige musikgrupper og mange forskellige musikgenrer over det kommende skoleår.
- Jeg glæder mig meget over, at vi får skolekoncerter ud til alle vores skolebørn over det kommende års tid. Som Lydens By-kommune synes jeg, det er vigtigt, at vi kan give børnene sådan et musikalsk udsyn. Det er en særlig oplevelse at komme til skolekoncert, og det vil være noget af det, børnene kommer til at huske fra deres skoletid. Også for de mange engagerede musiklærere, som vi har på vores lokale skoler, er det her jo et fantastisk tilbud, som vi ved, der bliver sat stor pris på, siger formand for Kulturudvalget i Struer Kommune, Flemming T. Sørensen
Musikglæde smitter
For nogle af eleverne på Struer Kommunes er det måske første gang, de er til koncert på den måde, og til hver skolekoncert er der udarbejdet undervisningsmaterialer, som giver eleverne indblik i musikgenrer, instrumenter og andet, så de får en god introduktion op til koncerterne.
- Levende musik kan noget særligt, og med skolekoncerterne får eleverne en anderledes form for læring, end den vi giver dem til daglig på musikskolen og i deres musikundervisning på kommunens skoler.
Det er noget særligt at komme ud og mærke og opleve professionelle musikere, deres store passion for musik og instrumenter og smittende spilleglæde. Hvem ved, måske kan koncerterne endda give nogle af eleverne lyst til at lære at spille på et instrument, siger musikskoleleder på Struer Musikskole Christian Gjerndrup Eriksen.
Om Levende Musik i Skolen
Levende Musik i Skolen (LMS) er et nationalt kompetencecenter støttet af Statens Kunstfond. LMS har til opgave at sikre professionelle skolekoncerter til alle Danmarks grundskoleelever og står årligt bag cirka 3250 koncerter for 375.000 børn og unge og er dermed Danmarks største koncertarrangør. LMS Skolekoncerter giver børnene adgang til en uvurderlig skat af musikalsk kulturarv uanset geografi og opvækstbetingelser, samtidig med at koncerterne er tilpasset skolens læringsdagsorden. På nuværende tidspunkt har LMS faste aftaler med 75 kommuner. LMS er støttet af Statens Kunstfond, Kulturministeriet og på finansloven og har overenskomst med Dansk Musikerforbund.