Nu kan Baunegården også få lov til at fremvise grønne farver i deres flagstang. Dagtilbuddet har nemlig opnået den flotte titel som en Grønne spirer institution – et mærkat, som Friluftsrådet giver til institutioner, der formår at have særligt fokus på naturen og miljøaktiviteter i deres pædagogiske arbejde.
Hos Baunegården kommer det øgede naturfokus bl.a. til udtryk gennem deres udegruppe, hvor børnene udforsker udelivets herligheder. Det inkluderer både udflugter til deres fælleshytte Tangloppen på Østre Strand og besøg på Nomi4S’ affaldssortering til insektjagt og madlavning i det fri.
Vi ønsker, at vores børn skal have en større relation til naturen og kendskab til bæredygtighed allerede tidligt i deres liv. Ved at børnene får mulighed for at udforske naturen, bliver de mere nysgerrige i verdenen omkring dem. Det går rigtig fint i tråd med vores ønske om at gøre børnene til nogle verdensborgere, der har ansvar og forståelse for deres omverden og naturen, fortæller Benjamin Dybdal, pædagogisk leder i Baunegården.
Torsdag den 19. juni kunne Baunegården således fejre den flotte anerkendelse for deres store naturarbejde ved at hejse det officielle Grønne Spirer-flag foran deres matrikel. Her var det borgmester Marianne Bredal og dagtilbudsleder Nikolaj Møller Lykke, der sammen med nogle kyndige minihjælpere fik hejst flaget.