Mikrofoner og vibrationer
En af studiegrupperne, som er i fuld gang med at forvandle deres koncept til konkret produkt, er team Good boy bestående af Aleksandra Korna, Magnus Riemer, Noah Savgu, Petur Winther og Zhebo Zhou.
Gruppen har kastet sig ud i et unikt produktarbejde, der involverer at give døve eller høreskadede hunde deres følelse af lyd tilbage:
Vores produkt er en måde, hvorpå døve hunde kan kommunikere eller føle lyd gennem mikrofoner og haptisk feedback – altså vibrationer forskellige steder på kroppen, hvilket skal give hunden en følelse af lyd igen. Der er mange hunde, der er født døve, men også hunde, der mister høresansen – så vi er interesseret i at bevare kommunikationen mellem hunde og deres omverden eller endnu vigtigere hunde og deres ejere, fortæller Noah, der læser til ingeniør hos DTU.
Ud fra de grove skitsetegninger på teamets whiteboard er der også godt gang i konceptudviklingen for, hvordan giver man egentligt et firbenet væsen mulighed for at opleve lyd? Ifølge teamet har de haft mange forskellige idéer i spil:
Vi skitserede bl.a. en vest til hunden. I vesten vil der være forskellige mikrofoner til retningsbestemte lydlokalisering og noget haptisk feedback. Vi tænker, vi vil bruge gamle højttalere fra elektronikaffaldet, men det kunne også være en gammel motor som f.eks. vibration fra en gammel telefon, når du modtager en sms, forklarer Magnus Riemer, ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet.
Udover produktets design er der også masser af overvejelser i forhold, hvor mange lydindtryk og vibrationer, hunden faktisk skal opleve gennem vesten.
De studerende har dog lidt over en uge endnu, inden de skal have deres prototype helt klar til den færdige præsentation og pådømmelse.
*
Innovation Camp er et samarbejde mellem foreningen Uddannelsesinitiativet i Struer, Bang & Olufsen, Harman-Samsung, Sound Hub Denmark, Sound Invest og universiteter som Aarhus Universitet, DTU, Cracow University of Technology og Aalto Universitet.