Limfjordsskolen indsamler 170.380 kr. til børn i Uganda

Publiceret 31-01-2025

Elever og lærer fra Limfjordsskolen har i forbindelse med ’Børnenes Indsamling 2025’ indsamlet over 170.000 kr. i den gode sags tjeneste takket være deres fællesgåture.

Ikke mindre end 170.380 kroner til velgørenheden blev det til, da Limfjordsskolen her til formiddag kunne afsløre slutresultatet af deres januarindsamling.

I forbindelse med DR’s nationale gå-kampagne Børnenes Danmarks indsamling – Vi går sammen har skolens elever og voksne nemlig travet Struer og omegn tynd i den gode sags tjeneste. Det foregik ved, at Novo Nordisk Fonden donerede 20 kroner hver gang et barn gik én kilometer.

Her går donationen til et af Folkekirkens Nødhjælp-projekter i det nordlige Uganda til gavn for fejl- og underernærede børn.

Over 8000 tilbagelagte kilometer

I løbet af kampagneperioden har Limfjordsskolen således afholdt 3 fællesgåture, hvor alle elevårgangene har deltaget. Det resulterede i alt i 8.519 tilbagelagte kilometer, hvilket svarede til en frisk gåtur fra Struer til Bangkok.

Som afslutning på deres fælles gå-indsats fejrede skolen det flotte resultat med fællessang samt gratis boller og saftevand. Nu er næste skridt lørdag d. 1. februar, hvor Danmarks Indsamlingen ruller over skærmen på DR1. Her bliver det samlede kilometerantal, som alle de deltagende børn har gået, afsløret i starten af indsamlingsshowet.