75.000 kr. til nyt kunstprojekt i Kælderen: Kulturhuset får ny indgang skabt af unge talenter

Publiceret 19-12-2025

Ungekulturstedet Kælderen har modtaget 75.000 kr. fra Den Jyske Kunstfond. Puljemidlerne skal realisere et nyt kunstprojekt, hvor unge kunststuderende og bygningselever skal kreere en ny indgang til huset.

Det ruller derudad for ungekulturhuset Kælderen. Tidligere på måneden kunne mødestedet bl.a. fejre, at deres bestyrelse var på plads med en spritny formand i spidsen – og nu har Kælderen allerede et nyt spændende projekt i udsigt for 2026.

Under titlen Ung Kunst – Fællesskab i farver har ungehuset nemlig modtaget 75.000 kr. fra Den Jyske Kunstfond. Fondsmidlerne skal bruges til at skabe en ny visuel udsmykning ned til Kælderen. Det skal være med til at gøre ungekulturstedet mere synligt i gadebilledet, men samtidig også give stedet en endnu stærkere identitet i form af en kunstnerisk portal.

En af de vigtigste mantraer hos Kælderen er, at det skal være et mødested for unge skabt af unge. Derfor er det også unge kunststuderende og bygningselever, som skal være med til at designe og kreere det nye indgangsparti. Helt specifikt har kulturstedet indgået en samarbejdsaftale med FGU-skolen i Struer samt Dansk Talent Akademi (DTA) i Holstebro, der begge skal være med til at realisere projektet.

Kickoff på designprocessen

Tidligere i december havde kunstprojektet således officielt kickoff. Her mødtes de tre kunststuderende Frederikke, Paphawarin og Erika fra DTA med Kælderens formand Lucas Rejkjær og næstformand Mina Nyborg for at diskutere den visuelle retning for projektet. Først og fremmest fik de studerende en rundvisning af Kælderens lokaler, hvilket bl.a. tæller en helt ny hjørnescene, som FGU-eleverne netop har færdigbygget, samt en introduktion af husets aktiviteter.

Det er første gang, at de kunststuderende skal lave et udendørsprojekt:

Vi er meget spændte på at gå i gang! Vi har især arbejdet meget med skulpturer, hvor det er gips, collage og maling, vi har haft af materialer, så det her bliver lidt anderledes at gå i gang med, ” fortæller Frederikke, der sammen med sine to medstuderende er ved at færdiggøre deres forløb på DTAs Design- og Kunstlinje.

Det vigtigste for Kælderens bestyrelse er dog, at de unge er medskabere i projektet og ikke blot fungerer som bestillingskraft. Derfor er der lagt op til en noget fri proces, hvor de studerende har fået brede retningsanvisninger som street art, at de gerne må indtænke forskellige visuelle elementer. Tanken er nemlig, at det opfriskede indgangsparti skal være et varigt kunstnerisk aftryk i byen og ikke mindst styrke de unges ejerskab til Struers byrum.

Pitching i det nye år

Næste skridt i kunstprojektet er nu, at de kunststuderende skal skitsere deres idéer og præsentere dem som konkrete kunstforslag til et pitchmøde i februar. Her bliver alle Kælderens unge inviteret til at deltage i processen, så de kan være med til at udvælge hvilket indgangsdesign, der skal gås videre med.

Herefter er planen, at FGU-eleverne kan gå i gang med bygge- og monteringsprocessen, så den opfriskede indgang kan være klar i løbet af foråret 2026.

Undervejs i processen får de unge hjælp fra både Struer Kommune samt FGU-lærer Line Andersen og Linjeleder Anna Margrethe Pedersen i form af indkøb af materialer og selve projektkoordinering.