Der bliver svunget med både pensler og maling på Aktivitetscenter Struer i denne uge. Centeret er nemlig i fuld gang med at friske deres lokaler op, så de er klar til deres sæsonstart i september. Og netop den kommende opstart af centerets værksteder og øvrige arrangementer har været grobund for renoveringsprojektet:
Vi har været på inspirationstur for at se, hvordan andre aktivitetshuse har indrettet sig. Det satte en masse tanker i gang hos os. Vi vil rigtig gerne have lidt mere farve på nogle af væggene, så lokalerne ikke bliver alt for mørke. Derudover vil vi også gerne være bedre til at vise de projekter, vores brugere har skabt, så man bedre kan se, hvad vi laver af aktiviteter her, fortæller Trine Søndergaard Madsen, koordinator og ergoterapeut hos Aktivitetscenter Struer.
Pop af farve og genbrugsmøbler
Aktivitetscenteret har sammen med deres brugerråd derfor haft gang i idéudviklingen. Resultatet er blevet en alsidig farvepalet af friske nuancer, der skal tilføje lidt ekstra kulør på udvalgte steder rundt i huset f.eks. deres café og opholdsrum.
Derudover tilføjer centeret også nye pynteelementer såsom planter og nørklekreationer til at dekorere rundt i lokalerne. Her har centeret bl.a. haft fokus på genbrugsmøbler. Derfor kan du finde både møbler doneret af Struer Bibliotek samt aflagte møbler købt på kommunens nu lukkede møbellager.
Det er koordinatorer fra Aktivitetscenteret samt medlemmer fra deres brugerråd og andre frivillige, som i fællesskab er trukket i malertøjet for at gennemføre renoveringen.