Struer Kommune har, i samarbejde med Blaffernationen og Linde og Omegns Borgerforening, modtaget 100.000 kr. fra Region Midtjyllands pulje for Bæredygtige Mobilitetsløsninger. Puljen støtter projekter, der løser mobilitetsudfordringer i landdistrikterne.
De 100.000 kr., der nu er bevilget, skal bruges til projektet "Fællesskab, fortællinger og fyldte biler i Langhøj". Projektets formål er at fremme samkørsel i lokalsamfundet.
I Langhøj vil man blandt andet teste ”blafning” på udvalgte strækninger og opsætte blafferstoppesteder baseret på lokale behov. Der kommer en række dialogmøder med lokalbefolkningen omkring Langhøj, som skal udvikle input og opsamle erfaringer med de nye måder at komme rundt på.
Erfaringerne fra projektet vil munde ud i en guide, der kan deles med andre kommuner og regioner.
Styrker lokalt fællesskab og bæredygtighed
- Vi ser frem til at afprøve nye veje til bæredygtig mobilitet i vores landdistrikter, og vi glæder os til at folde et spændende projekt ud i samarbejde med Linde og Omegns Borgerforening. Projektet kommer til at høste vigtige erfaringer sammen med borgerne i Langhøj. Vi tror på, der er potentialer i denne bæredygtige løsning med samkørsel – og er glade for, at bevillingen fra regionen gør projektet muligt, udtaler formand for Struer Kommunes Teknik-, Miljø- og Klima-udvalg, Tim Pindstofte
Projektet forventes både at styrke det lokale fællesskab, og understøtter samtidig kommunens målsætninger for CO2-reduktion og bæredygtig mobilitet. Arbejdet på projektet starter op i løbet af oktober 2024.