Solen skinnede og himlen var blå. Den perfekte dag for Hjerm Dagtilbud til at fejre, at de nu kan kalde sig en ”grønne spirer institution”. Grønne spirer er en mærkningsordning lavet af Friluftsrådet. Når en institution opnår mærkningen, er det et bevis på, at de arbejder særlig meget i og med naturen.
Det er især gennem Hjerm Dagtilbuds Udegruppe, at de har opnået den flotte certificering. Udegruppen er et initiativ, dagtilbuddet igangsatte tilbage i 2018-2019. I gruppen lærer børnene om naturen og dets mangfoldighed. Det sker gennem skiftende temaer, der er tilpasset efter årstidernes landskab. Hertil har Udegruppen et fast møde- og legested, der hedder Naturskuret, hvor de udfører deres forskellige aktiviteter.
Det var derfor med store smil på læberne, at dagtilbuddet kunne invitere til flaghejsningsfest, hvor omkring 100 børn deltog fra både vuggestuen, dagplejen og børnehaven.