Samarbejde mellem Uddannelsesinitiativet og Struer Højskole baner vejen for nyt studieboligmiljø i Struer

Publiceret 03-07-2024

Uddannelsesinitiativet i Struer skaber et helt nyt tilbud, der gør det lettere for praktikanter og andre studerende at flytte til byen i forbindelse med deres studie- og praktikophold.

12 værelser på Struer Højskole bliver nu hjertet i at etablere et nyt studiemiljø i Struer - Lydens By.

En aftale mellem Foreningen Uddannelsesinitiativet i Struer og Stuer Højskole betyder nemlig, at de studerende fremover får mulighed for at bo sammen på højskolen, i stedet for – som hidtil – at bo spredt rundt omkring i byen.

Fra 1. september har foreningen lejet 12 værelser på højskolen. Det betyder, at der fra efteråret er skabt en helt ny mulighed for studerende, der tager et praktikophold, skriver speciale eller er i Struer på andre former for virksomhedsophold i forbindelse med deres uddannelse.

Ordningen er mulig, fordi nogle af de større virksomheder, som har flest praktikanter, går forrest og indkvarterer deres praktikanter mm. i det fælles miljø. Det drejer sig om Bang & Olufsen, Harman, Phillips-Medisize og Conpleks Innovation.

Takket være vores samarbejde i Uddannelsesinitiativet, kan vi nu løfte denne vigtige opgave med at skabe et miljø, som kan være med til at tiltrække flere studerende til vores område, siger Gorm Haldor Jørgensen, Senior Director i Harman International og bestyrelsesmedlem i Uddannelsesinitiativet.

Studieophold i Struer skal være attraktivt

Det fælles boligprojekt er et blandt flere initiativer, der skal gøre det mere attraktivt at komme på studieophold i Struer, når man er yngre studerende. Formålet er både at gøre det lettere og mere overskueligt for de studerende at komme hertil i praktik, og at give dem en rigtig god oplevelse, mens de er her.

Conpleks Innovation har gennem en årrække fast haft studerende og praktikanter fra videregående uddannelser: 

Vi har oplevet, at det er vigtigt at give de studerende de helt rigtige rammer, ikke bare i arbejdstiden, men også den del af livet, der er udenfor kontortid. Et socialt netværk, fritidsaktiviteter og en oplevelse af at høre til er vigtigt i forhold til trivsel, og vi tror på at det er nogle gode virkemidler i forhold til at tiltrække studerende og medarbejdere, lyder det fra Tom Simonsen, Founder og CEO i Conpleks Innovation.

Set fra virksomhedernes side er tilbuddet om boliger i et fælles miljø et rigtig stærkt salgsargument, når der skal rekrutteres praktikanter, fortæller Casper Fischer, HR-manager, Phillips-Medisize og bestyrelsesmedlem i Uddannelsesinitiativet "Det er helt klart nemmere for os at rekruttere praktikanter og andre studerende hertil, når vi også kan tilbyde bolig – især når der så også bor andre i samme situation. Det er et stort og vigtigt skridt både for os og Struer i forhold til at få studerende hertil, fastholde dem og senere forhåbentlig kunne få dem som medarbejdere i fremtiden”, siger han.

Stor milepæl

Det er Foreningen Uddannelsesinitiativet i Struer, der administrerer ordningen på vegne af virksomhederne. Det er en stor milepæl for foreningen, der netop har fejret sin etårs fødselsdag:

Aftalen med Struer Højskole er et stort og meget vigtigt skridt frem mod at realisere den vision, vi som forening har om at skabe ét samlet miljø for alle de mange forskellige studerende, praktikanter, kursister, forskere, kunstnere og medarbejdere, der er her i kortere eller længere perioder. Vi glæder os over at kunne afprøve det i en lille skala, for vi er helt overbevist om, at det vil bekræfte os i det store potentiale, vi ser i sådan et miljø, udtaler Finn Møller Andersen, Vice President, Customer Care, Bang & Olufsen, og bestyrelsesmedlem i Uddannelsesinitiativet.

Pressemeddelelsen er udformet af foreningen Udannelsesinitiativet i Struer.

Fotokreditering: Anders Trærup