Musiklærere Susanne Schou (melodi) og Irene Holmgaard (tekst) fra Thyholm skole blev i går færdige med en helt ny hyldestsang til den kommende Kong Frederik 10.
Sådan en fortjener at blive sunget for fuld hals af et stort kor, og det var netop, hvad der skete på Thyholm i dag, hvor en stor del af eleverne mødtes i skolens Multisal til uropførelse af deres læreres værk.
- Vores indskoling og mellemtrin har lært at synge den nye sang siden i går, og i dag mødtes de og sang den sammen i Multisalen, fortæller skoleleder Helene Ørskov Rytter.
Uropførelsen blev ekstra festlig, da TV2 News sendte live fra skolens Multisal kl. 12.15 i dag, og dermed er de thyholmske skolebørn kommet på landsdækkende TV med den nye sang.
TV Midtvest sendte også et lille klip fra Thyholm i de lokale nyheder fredag aften.
Det første vers af sangen lyder:
"Da vores dronning holdt sin tale
Den sidste aften i det gamle år,
Hun overraskede med en finale,
"Det er på tide, jeg på pension går!"
Omkvæd:
Kong Frederik er ny regent
En særlig arv og ære
I kongerækken er du sendt,
Velkommen skal du være.
Her får du lejlighed til selv at høre sangen fra generalprøven lige inden TV2news gik live:
Obs: Det har desværre ikke været muligt at undertekste videoen