Det er altid godt med friske inputs uanset, om man er skoleelev eller politiker. Det er også gældende for Struer Kommunes Børne- og Uddannelsesudvalg, der i de kommende måneder har valgt at vende tilbage til skolebænken.
Med Folketingets vedtagelse af den nye Folkeskolereform "Kvalitetsprogram for folkeskolen" er der nemlig lagt op til store ændringer i måden, vi driver folkeskolen på i kommunerne. Det stiller store krav til det politiske lederskab. Derfor har udvalgets medlemmer valgt at skærpe deres nuværende kompetencer, så de er klar til at imødekomme den nye rolle, reformen har i vente:
Vi i Børne- og uddannelsesudvalget vil gerne sende det signal til skolerne, at ja de skal snart i gang med en helt ny hverdag, men det skal vi politikere også. Derfor er vi i udvalget startet op på et kompetenceudviklingsprogram for, at vi skal blive så dygtige og afklarede politikere som muligt til at løse vores nye rolle, forklarer John Christoffersen, Formand i Børne- og uddannelsesudvalget.
Fra politisk styring til politisk ledelse
Det nye kompetenceforløb sker i samarbejde med konsulentfirmaet Agora, hvor erhvervspsykolog Lykke Mose står for undervisningen. Til dagligt forsker Lykke Mose i frisættelsen af folkeskolen, og hvordan vi kan gentænke styring så skolerne får mere lokalt råderum og ansvar.
Jeg er meget optimistisk på vegne af borgerne i Struer. Mange politikere tror, at de bare skal lave en ny aftale om at vise tillid, styre mindre og fjerne nogle regler for at frisætte og afbureaukratisere. Men det er forkert. Fordi de stadig styrer ubevidst i deres praksis. Vi ved fra forskning, at det er afgørende, at den politiske ledelse kigger ind ad og er nysgerrige på, hvad de selv kan gøre anderledes for at lykkes med god ledelse. På den måde er udvalgets intention ret eksemplarisk, fortæller Lykke Mose.
Formålet med forløbet er således at styrke udvalgsmedlemmernes viden om, hvordan politisk ledelse kan sætte retningen og på den måde sikre en klog sammenhæng mellem politik og drift. Et vigtigt omdrejningspunkt er her Børne- og Uddannelsesudvalgets fokus på at gå fra politisk styring til politisk ledelse af folkeskolerne – og ikke mindst hvordan det kan udleves i praksis.
Politikerrollen ændrer sig
Under overskrifter som ”Frihed under ansvar” og ”Mere indflydelse til skolebestyrelserne” vil den nye folkeskolereform lægge langt flere beslutninger ud til skolerne selv. De overordnede rammer samt ansvar vil fortsat være hos udvalget og byrådet, men politikerrollen vil ændre sig markant. Fremover vil det for politikerne altså handle mere om ledelse og motivering af folkeskolerne frem for klassisk detailstyring.
Derfor er kompetenceforløbet med Agora et centralt værktøj i at give udvalgsmedlemmerne fornyede egenskaber til at kunne varetage de rammer, som folkeskolereformen fremsætter:
Med baggrund i vores velrenommerede Børne- og ungepolitik og de overordnede børnepolitiske værdier skal vi have “oversat” politik og roller til folkeskolereformens nye frisættende dagsorden. Det kalder på et nyt mindset og andre kompetencer end vi har i dag, afslutter John Christoffersen.