Struer Kommune ligger for andet år i træk på en flot førsteplads blandt landets 98 kommuner, når det gælder energieffektive kommunale bygninger. Det viser Dansk Industris årlige ’Lokal Erhvervsvenligheds undersøgelse’, som udkom i sidste uge. I forbindelse med rapporten har DI bl.a. kigget på andelen af kommunale bygninger, der har energimærke D-G, altså det Energistyrelsen angiver som dårlige energimærker.
Her viser årets analyse, at 29,17% af Struers kommunale bygninger har energimærke D-G. Det vil sige, at lidt over 70% af bygningerne har opnået et godt energimærke svarende til A, B eller C, hvilket fører til den fastholdte førsteplads. Et flot resultat, der er opnået gennem kommunens dedikerede fokus på energioptimerende tiltag.
Alle energisparende tiltag tæller
Siden 2016 har Struer Kommune nemlig stillet ekstra skarpt på den grønne omstilling. Det har løbende givet positiv effekt. Her kunne vi i 2022 f.eks. notere, at energiforbruget for kommunens bygninger var reduceret med hele 53,44% for opvarmede kvadratmeter i perioden 2016-2022. Det svarer til en reduktion på 878 ton CO2 om året.
Det er bl.a. større renoveringsprojekter af kommunale bygninger som Hjerm Skole og Struer Rådhus, der har været med til at cementere de gode energimærkninger. Her har man kigget ikke kun på at forbedre indeklima og isolering, men ligeledes på bygningernes overordnede energiforbrug. Det er dog også den løbende optimering af energiforbrug, som kommunens energimedarbejdere har været opmærksomme på. Det gælder både den daglige drift og tilsyn fra serviceledere samt mindre udskiftninger til f.eks. mere økonomiske pumper og sparepærer.
Tiltag som de ovenstående har bl.a. ført til, at de kommunale bygninger Struer Rådhus, Velfærdshuset og Vestbyens Dagtilbud kan se frem til at få deres energiklasse genmærket, da de alle har bevæget sig op i den positive ende af skalaen.
Fremadrettede energiinitiativer
Et af de fremadrettede tiltag, som kommunen har i støbeskeen, er at minimere strømforbruget, når de kommunale bygninger står tomme. Det er nemlig ikke altid nok at slukke for arbejdspc’en, når de ansatte går hjem. Derfor planlægger vi bl.a. en procedure, hvor Wi-Fi bliver slukket kl. 22.00 og først bliver tændt igen kl. 7.00. Det tiltag vil resultere i en årlig energibesparelse på ca. 60.000 kWh. I forlængelse af dette planlægger vi ligeledes at slukke skærmene i alle møderum udenfor normal arbejdstid. Her ligger nemlig en årlig besparelse på ca. 50.000 kWh.