Hvert år hylder Børsen det danske erhvervslivs såkaldte Gazeller. En flot titel, de giver til virksomheder på tværs af landet, som opfylder seks specifikke kriterier fastsat af erhvervsmediet. I november blev Gazellerne for 2023 således fejret, og i den forbindelse kan Struer erhvervsliv glæde sig over et yderst positivt resultat. Det gælder f.eks. virksomheden Entreprenør Ivan Bastrup Jakobsen A/S, hvor deres vækst har betydet, at antallet af medarbejdere er steget fra 13 til 43 medarbejdere på tre år.
Stigning på 150%
Børsens midtjyske Gazelleliste viser nemlig, at antallet af Gazellevirksomheder i Struer er steget fra 4 til 10 firmaer i 2022-2023. Det svarer til en stigning på 150%:
”Et stærkt, driftigt erhvervsliv med virksomheder i positiv udvikling og vækst er vigtigt for Struer Kommune. Det bidrager også til, at kommunen fremadrettet er et attraktivt sted at bo og arbejde – det er vi meget stolte af!,” udtaler Marianne Bredal, Fungerende borgmester i Struer Kommune.
De 10 Gazellevirksomheder i Struer 2023 er således:
- Struer Transportcenter ApS
- Handels- og Produktionsselskabet Ven-Po A/S
- Global Wind Academy ApS
- OC Management ApS
- PBJ Miljø ApS
- Entreprenør Ivan Bastrup Jakobsen A/S
- Conpleks Innovation ApS
- Kirk Electronic A/S
- Dry Ice Technology ApS
- Lars Højris Tømrerfirma A/S
Kriterierne for at blive Børsen Gazelle
Der er seks kriterier, som skal være opfyldt for, at en virksomhed kan kalde sig Børsen Gazelle. En virksomhed skal således have en omsætning på mindst 1 mio. kr. i udgangsåret, have offentliggjort minimum fire regnskaber, være et ApS eller et A/S, have oplevet vækst i hvert eneste af de fire regnskabsår og sidst men ikke mindst skal summen af dets driftsresultater over de fire år være positiv (dog må driftsresultatet godt være negativt ét år).
|