Udrulning af MitID går nu ind i sin afslutning

Over en periode vil man opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID – og vil man gerne fortsat kunne betjene sig selv på nettet, så skal man have MitID. 

Efter den 1. november 2022 kan man oprette MitID på følgende måder: 

  • På MitID.dk – med sit NemID (MitID.dk/nemid) 
  • I MitID appen – med sit pas (MitID.dk/faa-mitid-med-pas) 
  • I Borgerservice – med gyldig legitimation (MitID.dk/legitimation) 

MitID er udviklet på baggrund af behovet for en ny og fremtidssikker ID-løsning, som lever op til de nyeste internationale sikkerhedskrav. MitID ruster det digitale Danmark til fremtidens digitale udfordringer og muligheder. 

 

Q&A 

Spørgsmål: Hvor længe kan man bruge papkortet? 

Svar: Fra den 1. november 2022 kan man ikke bruge NemID i banken eller til at godkende kortbetalinger på nettet. Det har dog siden januar 2021 ikke været muligt at bruge NemID nøglekortet til at betale på nettet. 

Man vil efter den 31. oktober 2022 fortsat kunne benytte NemID i de offentlige selvbetjeningsløsninger, og i de private selvbetjeningsløsninger, der selv vælger fortsat at gøre brug af denne mulighed. Men MitID er nu den primære ID-løsning i Danmark. Over en periode vil man opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID – og vil man gerne fortsat kunne betjene sig selv på nettet, så skal man have MitID. 

Man kan benytte NemID nøglekort til offentlige selvbetjeningsløsninger, indtil NemID endeligt lukker ned den 30. juni 2023. 

 

Spørgsmål: Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har fået MitID inden den 1. november 2022? 

Svar: Hvis du den 1. november 2022 endnu ikke har fået MitID, kan du ikke længere få adgang til din mobil-eller netbank, ligesom du heller ikke kan godkende kortbetalinger på nettet med med NemID. 

Du kan godt oprette MitID efter den 31. oktober 2022. Dette kan du gøre enten ved 1) at oprette MitID med NemID på mitid.dk, 2) ved at hente MitID appen og scanne dit pas eller 3) ved at bestille en tid på borgerservice til personligt fremmøde, hvor du skal fremvise gyldig legitimation og besvare spørgsmål baseret på oplysninger om dig i CPR-registret. 

 

Spørgsmål: Jeg har læst, at NemID først lukker i juni 2023 – kan jeg ikke bare blive ved med at bruge det? 

Svar: NemID-brugere vil løbende opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID. Derfor kan du fra den 1. november 2022 ikke længere bruge NemID til din mobil- eller netbank, ligesom du heller ikke kan godkende kortbetalinger på nettet med NemID. Vil du fortsat gerne kunne betjene dig selv på nettet, skal du have MitID. 

 

Spørgsmål: Jeg er bosat i udlandet og har dansk/grønlandsk/færøsk pas – hvordan får jeg MitID? 

Svar: Du kan få MitID ved hjælp af NemID på MitID.dk eller ved at benytte dansk, færøsk eller grønlandsk pas sammen med MitID app. Det er også en mulighed at besøge Borgerservice, hvis du besøger Danmark. 

 

Spørgsmål: Jeg har udenlandsk pas – hvordan får jeg MitID? 

Svar: For de NemID-brugere bosat i udlandet, som endnu ikke har fået MitID, og som ikke har dansk pas, er der en løsning på vej, som gør det muligt at benytte udenlandske pas til oprettelse af MitID via MitID-appen. 

 

Få mere hjælp på: https://struer.dk/borgerservice/mitid/