Valgren og Vingegaard deltager i Le Tour Revanchen 2021 og Discovery transmitterer

Det bliver en sand stjerneparade som venter tilskuerne og seerne hjemme i stuerne, når startskuddet går til Le Tour Revanchen 2021 i Lydens By 4. august 2021.                 

Det imponerende felt byder allerede på store stjerner som Jakob Fuglsang, Søren Kragh Andersen og Kasper Asgreen. Til dem tilslutter to af Danmarks øvrige stjerneryttere, EF Education-Nippo-rytteren Michael Valgren og Team Jumbo-Visma-rytteren Jonas Vingegaard.       
Benene er varme på begge ryttere, da de begge lige akkurat når at lande i Danmark efter deres deltagelse i årets Tour de France.

Michael Valgren deltog i løbet tilbage i 2019 og glæder sig til igen at prøve kræfter med den udfordrende rute:

”Det var en rigtig god oplevelse sidste gang jeg deltog i løbet. Derfor var der heller ingen tvivl om at jeg selvfølgelig skulle deltage i Le Tour Revanchen igen. Det et helt unikt felt der stiller op, så det bliver spændende at se hvem der i år tager 1. pladsen. Jeg er i hvert fald helt klar til at give de andre ryttere kamp til stregen.”

Det er første gang at Jonas Vingegaard deltager i Le Tour Revanchen og også han glæder sig rigtig meget:

”Nu er det første gang at jeg skal deltage i Le Tour Revanchen, men jeg ser virkelig frem til at køre sammen med alle de andre ryttere og samtidig hilse på alle de fremmødte cykelfans. Jeg er sikker på, at det bliver spændende dag og så håber jeg selvfølgelig på at ende øverst på podiet.”

Discovery sender live

Foruden offentliggørelsen af de to stjerneryttere kan Struer Kommune og f Sports Group også offentliggøre, at der er indgået en aftale med TV-udbyderen Discovery Denmark. Discovery Denmark kommer til at sende live fra Le Tour Revanchen og løbet vil blive vist på Kanal 5 og Discovery+. I 2019 tiltrak løbet massiv interesse fra seere i hele Danmark og derfor stod det helt klart for sportsdirektør hos Discovery Denmark, Søren Klæstrup, at dette var en helt unik mulighed som de skulle gribe:

”Vi elsker simpelthen cykelsport hos Discovery, og vi viser verdensklasse-cykling hele året. Det er dog yderst sjældent, at vi har mulighed for at vise ét løb, hvor de allerstørste danske navne er samlet for at konkurrere mod hinanden. Nu er den chance kommet, og vi glæder os til at levere en stor aften, hvor rytterne forhåbentligt ankommer med friske top-resultater fra både OL og Tour de France. Det bliver en stor fest”

Også Struer Kommunes borgmester, Niels Viggo Lynghøj, er tilfreds med, at seerne der hjemme også får mulighed for at få del i den gode stemning, der kommer til at fylde Lydens By:

”Vi ved fra sidste gang vi afholdte Le Tour Revanche, at der er en helt særlig stemning i byen, når Danmarks mest prominente cykelryttere indtager byen. Og at Discovery, med deres ekspertise inden for cykelsport, vil være med til at formidle stemningen hjem til seerne i stuerne, er en gevinst for løbet. At det samtidig medfører, at vores by bliver vist for tusindvis af seere, er rigtig spændende.”