Kulturen lever på tværs af kommunegrænser, og det samme gør de borgere, der oplever og bruger kulturtilbuddene. Derfor har Struer Kommune og de andre midt- og vestjyske kommuner fælles ejerskab til en stor del af de midt- og vestjyske kulturtilbud, -tiltag og -indsatser.
Eksempler på kultur i fællesskab:
Ensemble MidtVest
Ensemble MidtVest spiller kammermusik og skaber musikalske oplevelser helt udover scenekanten. De lever i spændingsfeltet mellem traditionelle kammerkoncerter og nye innovative formater, hvor musikerne udfordrer kammermusikkens udtryksmuligheder og de sidste 500 års klassiske repertoire og fri improvisation.
Ensemblet ønsker at skabe en personlig relation til publikum og gøre den musikalske oplevelse nærværende og relevant for et bredt publikum. Det gælder både i mødet med publikum i og udenfor koncertsalen. For musik er en ret – ikke et privilegium, og derfor er ensemblet med til at sikre lige adgang til klassisk musik i yderområderne og danne rammerne for lokale fællesskaber og talentudvikling.
Ensemblet blev etableret i 2002 og består af 9 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning af en strygertrio, en blæserkvintet og en pianist.
Siden sommeren 2002 har Ensemble MidtVest været en del af HEART i Herning.
Ensemblet støttes af Statens Kunstråds Musikudvalg samt af kommunerne Herning, Holstebro og Struer.
Herudover samarbejder ensemblet med sponsorer.
Operaen i Midten
Gennem sang, bevægelse, musik og teater udbreder Operaen i Midten kendskabet til opera ved at forene det nyskabende og det traditionelle med høj kunstnerisk kvalitet.
Opera giver os et rum til at reflektere og undre os over de store følelsesmæssige ting i livet, og samfundet har brug for oplevelser, der rører os og skaber eftertænksomhed, glæde og inspiration.
Operaen i Midten har siden 1977 arbejdet passioneret med at skabe og opføre opera for publikum i alle aldre – Opera for ALLE.
Operaen i Midten er et egnsteater, der er støttet af Kulturministeriet, kommunerne Holstebro, Ikast-Brande, Herning og Struer. Operaen i Midten er hjemmehørende på ”Slagteriet” i Holstebro.
Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland
Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjyllands vision er at synliggøre kulturlivet i Midt- og Vestjylland i fællesskab. Det sker ved fælles markedsføring, kulturdebat, kompetenceudvikling, fælles kulturprojekter og netværk på kryds og tværs.
Medlemmerne i Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland er kommunerne Lemvig, Varde, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande, Struer og ca. 70 kultursteder.
De deltagende kultursteder tæller blandt andet museer, teatre, kulturhuse, musiksteder, biblioteker og gallerier. Kulturstederne er hjemmehørende i en af de otte kommuner.
Vision for Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland
Foreningen har en vision om at synliggøre området og dets kulturliv.
Formål med kultursamarbejdet
De overordnede formål er at bidrage til områdets strategiske udvikling, skabe rammer for et rigt kulturliv og synliggøre de kulturelle tilbud over for borgerne.
Kultursamarbejdets konkrete mål er:
- at støtte og rådgive kulturstederne.
- at forene de kulturelle kræfter i regionale netværk.
- at inspirere og udvikle tværgående kulturprojekter.
- at koordinere større strategiske satsninger.
Europæisk Kulturregion - Region Midtjylland
Europæisk Kulturregion vil sikre kulturaktører og andre samarbejdspartnere en stærk udviklingsplatform med europæisk perspektiv, skabe flere og nye muligheder for kulturaktører, borgere og besøgende samt sikre fortsat national og europæisk synlighed.
Projektet udspringer af et samarbejde mellem Region Midtjylland og regionens 19 kommuner, som sammen skabte Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og er en manifestation af de fortsat høje ambitioner på kulturområdet i det midtjyske. Det er finansieret af kommunerne og regionen i fællesskab.
Europæisk Kulturregion fokuserer på europæisk samarbejde og forbedring af kunstnere og kulturinstitutioners udviklingsvilkår i regionen gennem videndeling og læring. Det kommer blandt andet til at ske gennem et årligt kulturforum, seminarer og workshops, tilstedeværelse på Kulturmødet Mors og den digitale platform for videndeling og erfaringsudveksling i kulturlivet Midt i Kulturen.