Din side

Hvis du har det svært, har det dårligt eller er ked af det det meste af tiden, skal du ikke gå alene med det. 

Det er faktisk de voksne omkring dig, der har ansvaret for, at du har det godt.  Men nogle gange har de voksne omkring dig svært ved at tale med dig eller sørge for, at du har det godt. Nogle gange kan det også være svært at snakke om det, der er rigtig svært, med ens forældre eller andre voksne tæt på. Heldigvis er der nogle voksne her hos os i Struer Kommune, som rigtig gerne vil hjælpe.

Her på siden kan du læse om forskellige tilbud om hjælp. Du kan også se, hvordan du kan få fat i os, så du kan få den hjælp, der passer til dig. 

Spørgsmål og svar

Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for.

Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp.

Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier.

Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol. Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig.

Måske føler du dig meget alene med alting? Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.

Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst.

Det vil sige, at du kan være anonym.

Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide.

Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver, du taler med.

Det er en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine.

De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for sagsbehandlere eller socialrådgivere.

Hvis du har talt eller skrevet med en børne- og ungerådgiver hos os, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen.

Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske.

Det kan også være, rådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.

Måske ringer du uden for vores åbningstid, fordi du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til i morgen.

Hvis det sker, skal du ringe til politiet i stedet for på 114, og så vil politiet finde ud af, hvordan de kan hjælpe dig. 

Hvis du er i fare eller har tanker om at skade dig selv, skal du ringe 112 med det samme. 

Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i. I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært.

I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune.

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov.

I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.

Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det.

Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling.

Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.

Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre.

Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os.

Du har ikke ret til at bestemme det helt selv, men du har ret til at sige, hvordan du ønsker, det skal være.

Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig.

Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært.

Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt. Eller at hele familien skal have hjælp. Så kan I få besøg af en, der er uddannet til at hjælpe familier – en familiebehandler.

Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra for eksempel BørneTelefonen.

BørneTelefonen – og andre som dem – kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer.

Hvis du har brug for tale med nogle voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du for eksempel snakke med BørneTelefonen.

BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig.

Tilbud ved Holstebro Krisecenter

”Ung Uden Vold” er en gratis anonym rådgivning til unge mellem 14 til 17 år uanset køn, som er i en usund relation. Tilbuddet er for dig, der er udsat for vold eller tænker, at du måske er udsat for vold - enten fra en kæreste, en i din familie eller en anden tæt på, så kontakt os og

”Ung Uden Vold” er et fortroligt rum til dig, der har brug for at tale åbent og trygt om en forælder eller anden voksen, der slår, misbruger, truer eller nedgør dig, eller hvis en kæreste vil bestemme over dig, og du føler dig presset eller truet til at gøre noget, du slet ikke har lyst til f.eks. sex.

Du kan kontakte os anonymt på 93543212. Vi kan snakke over telefonen eller mødes et sted, du foreslår. Vi holder til på Holstebro Krisecenter og er et tilbud til unge i Holstebro, Struer og Lemvig kommuner.

Læs mere på: www.ungudenvold.dk

”Jeg er her også” er et gratis gruppeforløb over ti gange for børn, der har været vidne til vold mod mor og måske også selv har været udsat direkte for vold.

Gruppen henvender sig til børn fra 6 til 16 år uanset bopælskommune. Gruppen mødes hver anden uge på Holstebro Krisecenter.

Vold er tabubelagt, og mange børn står alene med konsekvenserne af den vold, de har oplevet. I ”Jeg er her også” får børnene mulighed for at tale om den hemmelighed, de bærer rundt på og få et sprog for det. Tilbuddet findes også i Randers og København.

Af hensyn til barnet, skal der være samtykke til dette tilbud fra begge forældremyndighedsindehavere.

Kontakt ”Jeg er her også” Holstebro på: 93542786

Få det forklaret på video

Vil du gerne vide, hvad det betyder at have en sag i kommunen, hvem du kan møde, og hvilke rettigheder du har?

Inge fra Ultranyt fortæller i 6 videoer, hvordan kommunen kan hjælpe dig.

Se alle videoer med Inge her

 

 

Det sker der, når du ringer til os

Hos os i Struer kommune sidder der nogle voksne, som gerne vil snakke med dig og hjælpe, hvis du har brug for det.

Her kan du se et eksempel på, hvordan en snak mellem Frederik og en rådgiver hos os kan lyde

Se mere

Hvad gør jeg, hvis telefonen er lukket?

Hvis telefonen er lukket, og du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til i morgen, skal du ringe til politiet på 114. 

Hvis du er i fare eller har tanker om at skade dig selv, skal du ringe 112 med det samme.

Hvad sker der, efter vi har talt sammen?

Når du har talt med os, får du måske at vide, at vi har brug for mere viden om dig og din situation for at finde ud af, om vi kan hjælpe dig. Det kan også være, du skal tale med nogle andre. Men hvad sker der egentlig i sådan en proces?

1. Du kan komme til fysisk møde med kommunen

På mødet vil børne- og ungerådgiveren spørge til, hvordan du har det. Måske bliver du spurgt om, hvordan du har det derhjemme og i skolen.

Rådgiveren spørger, fordi hun vil finde ud af, hvad der fungerer godt og skidt i dit liv – og hvordan du får den hjælp, der passer til dig.

Mødet foregår enten i et lokale hos kommunen eller et andet sted, du kender godt.

Første gang, du møder rådgiveren, vil du måske have din mor og far med. Det kan også være, du har en anden voksen med til mødet, eller at du taler med rådgiveren alene.

2. Rådgiveren finder ud af, hvordan du kan få hjælp

Børne- og ungerådgiveren samler alle de informationer, der fortæller, hvordan du har det. Det gør hun ved at tale med dig og din familie.

Måske holder rådgiveren også et netværksmøde. På sådan et møde samles nogle af de voksne, der kender til dig.

Det kunne være din lærer eller træner. Nogle gange skal rådgiveren undersøge din situation endnu mere, hvor hun måske taler med en børnepsykolog.

Men i sidste ende er en af rådgiverens vigtigste opgaver at fnde ud af, hvad DU synes, der skal ske. Din mening SKAL altså tælle med i beslutningen om den hjælp, du skal have.

3. du får den hjælp, der passer til dig

Måske beslutter børne- og ungerådgiveren, at du ikke har brug for hjælp, eller at du og dine forældre selv kan klare det.

Det kan også være, at du får en kontaktperson, som kan hjælpe dig i hverdagen. Andre gange skal du eller din familie tale med en psykolog.

Hvis det er rigtig svært derhjemme, kan det være, du skal bo hos nogle andre i en periode. Det kan enten være dine bedsteforældre eller nogle andre, du kender godt.

Det kan også være en plejefamilie. Sker det, kan du stadig se dine forældre, hvis du har lyst til det, og hvis det er godt for dig.

Der er også andre, der kan hjælpe dig...

...hvor du ikke behøver fortælle, hvem du er, hvis du ikke har lyst.

Her kan du tale med voksne, der lytter og kan give dig trøst og gode råd.

BørneTelefonen er DIN linje til rådgivning, trøst eller bare en voksen, der har tid til at lytte.

Hver dag, året rundt sidder der frivillige rådgivere på BørneTelefonen klar til at lytte og rådgive om store og små problemer.

Du ringer til BørneTelefonen på 116 111.

Læs mere om børnetelefonen

Sexlinien for unge er din indgang, hvis du har spørgsmål til sex, køn og krop.

Du kan ringe til Sexlinien på 7020 2266

Du kan også finde svar på en masse spørgsmål på Sexliniens hjemmeside.

Læs mere på Sexliniens hjemmeside

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Du er altid anonym, når du kontakter Livsliniens rådgivning.

Læs mere på Livsliniens hjemmeside

Er du i akut fare, skal du ringe 112.

Brug for hjælp?

Ring til os: 96 84 85 55

  • Man-onsdag kl. 8.30 - 15
  • Torsdag kl. 8.30 - 16
  • Fredag kl. 8.30 - 13

Skriv til os:

Felter med (*) skal udfyldes

Du er her: