Hvad kan man som forælder gøre?
Indskoling
Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at fortælle skolen om evt. læsevanskeligheder eller ordblindhed i familien.
Det er vigtigt, at du læsetræner med barnet og læser de tekster højt, som barnet ikke selv kan læse. Giver lektier konflikter i hjemmet ud, så kontakt skolen.
Det er altid en god idé at læse bøger højt for sit barn. Har man som forældre selv en ordblindhed, som gør det vanskeligt at læse for barnet, er det en mulighed at lave en hyggestund ud af at lytte til bøger sammen via fx ereolen eller NOTA.
Dit barn lærer nye ord og begreber, når I taler, om det I ser, lytter til eller oplever i hverdagen og i ferier.
Forsøg at udvikle gode lektievaner sammen med dit barn. Det kan fx være godt at lektielæsningen foregår nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Lektierne kan deles op i mindre bidder, eller du kan sætte en timer, så barnet ved, hvornår lektietiden er slut. Anerkend dit barn for det, der går godt.
Mellemtrin
Er det blevet konstateret, at dit barn har en ordblindhed, er det af stor betydning for dit barn, at du fortsat bakker op omkring barnets læseudvikling. Dit barns læseudvikling skal fremover gå på to ben:
- Barnet skal læse med øjnene på det niveau barnet afkoder på. Her gør det en forskel, at du sikrer dig, at barnet træner hver dag, og at du lytter til barnets oplæsning.
- Barnet skal lyttelæse litteratur på alderssvarende niveau. Det gøres fx på ereolen eller NOTA. Her kan du støtte dit barn ved at spørge ind til teksten og evt. lytte til teksten sammen med dit barn.
Der er mange ekstra ting et barn med ordblindhed skal lære i forhold til at anvende kompenserende hjælpemidler. Dit barn skal altså både bruge tid og energi på at læsetræne og på at lære at bruge hjælpemidler. De voksne omkring barnet kommer nemt til at synes, det er synd for barnet, men det er endnu mere synd, hvis barnet ikke får lært at læse så godt som muligt og bruge sine hjælpemidler, da det påvirker barnets muligheder i voksenlivet.
Forsøg derfor at udvikle gode lektievaner sammen med dit barn. Lektierne kan deles op i mindre bidder, eller I kan aftale, hvor længe barnet skal bruge på sine lektier. Forsøg at lære dit barn at blive ved og ikke give op, selvom dit barn synes lektierne er svære. Anerkend dit barn for det, der går godt.
Udskoling
I udskolingen bliver kravene til eleverne større, og skolearbejdet kræver en større selvstændig indsats. Det er fortsat vigtigt, at du støtter dit barn med at bruge hjælpemidler og strukturere lektierne ved fx at dele lektier op i mindre bidder over flere dage. Det kan også være en hjælp, at du taler om en tekst med dit og hjælper med, at få indholdet til at give mening.
Det er af største betydning at dit barn bruger hjælpemidler så ofte, som det er nødvendigt, så dit barn er fortrolig med brugen inden prøverne i 8. og 9. klasse. Jo bedre eleven kender sine hjælpemidler, jo bedre mulighed er der for at klare sig godt til prøverne.