Prøve på særlige vilkår for elever med ordblindhed
Elever med ordblindhed har mulighed for at gå til prøve på særlige vilkår. Hvis det vurderes at kunne kompensere for elevens funktionsnedsættelse, kan en elev med ordblindhed tildeles retten til at bruge læse- og skriveteknologi, hvilket kan kombineres med forlænget tid. Det er også muligt at få udleveret en lydfil i sprogfagenes opgaver i lytteforståelse, samt mulighed for at undlade at læse op ved selvvalgt tekststykke eller at benytte en oplæsningsfunkton til at læse tekststykket op i prøven i mundtlig dansk.
Det er skolelederen, der træffer afgørelse om at tilbyde prøve på særlige vilkår. Det skal ske efter samråd med eleven og forældrene.
Ofte samles elever med ordblindhed i et lokale til prøverne i læsning og retskrivning, bl.a. for at dikteringen i retskrivningsprøven kan foregå i et tempo, der muliggør brug af ordforslag og opslag i ordbog under dikteringen.
Ved nogle af prøverne er det tilladt at anvende tale-til-tekst. I disse tilfælde sidder eleven alene i eksamenslokale, så øvrige elever ikke forstyrres. Der føres fornødent tilsyn med eleven.
Læs mere om det i vejledningen til prøver på særlige vilkår og særligt for ordblinde
Lovgivning om forældres retskrav vedr. testning for ordblindhed
I 1. klasse har forældre krav på at få deres barn testet med Risikotest for ordblindhed, testen vurderer om barnet er i risiko for at udvikle ordblindhed. Læs om dit retskrav om en risikotest for ordblindhed i 1. klasse
Fra 1. marts i 4. klasse har forældre én gang i skoleforløbet krav på at få testet deres barn med en ordblindetest. Det er op til den enkelte skole at beslutte, hvilken ordblindetest, der anvendes.
Læs om dit retskrav om en ordblindetest i 4. klasse