Plejetestamente

Se hvad et plejetestamente er, og find ud af om du har brug for et.

Et plejetestamente kan være med til at sikre, at dine behov og ønsker bliver opfyldt, hvis du bliver alvorligt syg og ikke længere kan udtrykke dine behov. Hvis du bliver ramt af demens eller anden sygdom, kan der komme et tidspunkt, hvor andre bliver nødt til at tage stilling til helt almindelige hverdagsting for dig.

I sådan en situation kan det være en tryghed for dig og dine pårørende og det personale, der skal pleje dig, hvis du forinden i et plejetestamente har givet udtryk for dine interesser og ønsker til pleje og omsorg.

Hvis du har ønsker til din pleje, hvis du får konstateret demens, kan du oprette et plejetestamente.

Plejetestamentet skal vejlede plejepersonale og de pårørende i, hvordan du ønsker din pleje. Kommunen skal så vidt muligt respektere de ønsker, du har givet udtryk for i plejetestamentet. Plejetestamentet er vejledende, og kommunen har ikke pligt til at følge alle dine ønsker.

I plejetestamentet kan der fx stå, at du har nogle faste spisetider, som du gerne vil bevare på trods af din demenssygdom, mad du kan lide/ikke lide, eller at du gerne vil gå i noget bestemt tøj. Det kan også handle om den personlige pleje, hvis du fx ønsker fortsat at bruge make-up.

Plejetestamentet handler, i modsætning til det almindelige testamente, ikke om økonomi og jura.

Et plejetestamente behøver ikke være skrevet på en bestemt måde. Det behøver ikke at være skriftligt, du kan fx vælge at indtale det på bånd eller video/dvd.

Du kan få mere information om plejetestamenter på Alzheimerforeningens side.

Hvis du er pårørende til en nærtstående dement ældre, vil du ofte være den, der har bedst kendskab til den ældres ønsker til en plejeplan.

Der kan dog være juridiske problemer med at inddrage pårørende, hvis der ikke foreligger en fuldmagt eller værgemål.

Værgemål skal altid tilpasses den enkeltes behov og må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Som udgangspunkt er personer under værgemål stadig myndige. Værgemål kan begrænses, så det fx kun omfatter bestemte økonomiske aktiver eller bestemte personlige forhold. Der kan også oprettes et tidsbegrænset værgemål.

Det er Familieretshuset, der behandler anmodninger om værgemål. Det vil som regel være et familiemedlem, der bliver beskikket som værge; men er det ikke muligt, bliver det en af Familieretshusets faste værger.

Du kan få flere oplysninger om værgemål hos Familieretshuset.

Med et livstestamente kan du sikre dig, at lægerne følger dine ønsker, hvis du ligger for døden og ikke selv kan give besked. Livstestamentet kaldes også et behandlingstestamente.

Reglerne om plejetestamente fremgår af Servicelovens kapitel 16, paragraf 83, stk. 8, og paragraf 89.

Reglerne om værgemål finder du i Værgemålsloven.

Indhold fra borger.dk