Hvem kan købe?
Struer Kommunes parcelhusgrunde kan erhverves både af fysiske personer og virksomheder og ingen køber kan erhverve mere end én grund.
Reservér en grund
Du kan reservere en grund. Reservationen bortfalder automatisk ved Struer Kommunes årlige annoncering med udbud af alle kommunens grunde (normalt i november måned). Er grunden ikke solgt ved det årlige udbud, kan du kontakte kommunen og gentage din reservation
Flere kan reservere samme grund.
En reservation er ikke en forkøbsret, men alene en service der sikrer, at vi kontakter dig, hvis andre ønsker at købe grunden. I så fald vil alle interesserede inden en given frist (normalt 14 dage) få lejlighed til at afgive skriftligt bud, hvorefter grunden vil blive solgt til højestbydende.
Når du vil købe
Grundene sælges til de mindstepriser, som er angivet ud for hver enkelt grund. Hvis du vil købe, kan ske til houe@struer.dk hvor du bedes angive følgende oplysninger:
Navn, adresse og kontaktoplysninger på alle købere
Adresse på den parcel, du/I ønsker at købe
Ejerandele og ønske om overtagelsesdag (overtagelsesdagen skal normalt være indenfor 6 måneder).
Du vil umiddelbart herefter modtage udkast til købsaftale til godkendelse.
Hvis du fortryder
Du har mulighed for at fortryde dit køb efter reglerne i kapitel 2 i Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom.
Heraf fremgår bl. a, at du skriftligt skal meddele kommunen om fortrydelse af købet senest 6 hverdage efter, at kommunen har fremsendt købsaftalen til din e-mailadresse.
Det koster 1 % af købesummen at fortryde dit køb.
Købsaftale og betaling
Når købsaftalen er godkendt, får du et link til den på din mail. Du underskriver med MitID.
Du skal betale købesummen senest på overtagelsesdagen. Vi sender en faktura til dig i god tid inden overtagelsesdagen.
Købesum og byggetilladelse
Kommunens byggesagsafdeling udsteder først byggetilladelse, når den fulde købesum er indbetalt og skøde er tinglyst.
Skøde og tinglysning
Køber udarbejder et elektronisk skøde, som skal tinglyses. Køber afholder omkostningerne til tinglysningsafgift, hvilket ligeledes vil fremgå af din købsaftale.
Byggepligt
Der er byggepligt på kommunens grunde. Det betyder, at grunden skal være bebygget inden 2 år fra overtagelsesdagen.
Tilslutning til el, vand, kloak m.v.
I salgsvilkårene kan du se, om tilslutningsafgifter til el, vand og kloak er omfattet af købesummen, eller om du skal betale for disse udover købesummen.
Jordbundsforhold
Kommunen påtager sig ikke noget ansvar for grundens jordbundsforhold. Som køber kan du for egen regning foretage yderligere boreprøve på grunden, inden du skriver købsaftalen under. I nogle udstykninger har Kommunen udført enkelte boreprøver. Dem kan du få hos kommunens Center for Plan & Miljø.
Tilbagekøb
Hvis byggepligten ikke overholdes, har kommunen en ret – men ikke en pligt – til at købe grunden tilbage. Alle omkostninger ved sådan et tilbagekøb, herunder ændring af skøde, påhviler dig, der har købt grunden.. Gør kommunen brug af sin tilbagekøbsret, skal du som køber også betale kommunen kr. 5.000 i administrationsgebyr.
Offentligt udbud
Når kommunen udbyder fast ejendom, herunder byggegrunde, skal vi indledningsvis gennemføre et offentligt udbud. Det betyder, at alle grunde udbydes i en periode, typisk fire uger. i den periode har alle mulighed for at byde ind med købstilbud. Man skal som minimum byde udbudsprisen, hvis en sådan er fastsat. Når budrunden er slut, sælger kommunen til højestbydende. Kommunen forbeholder sig dog ret til at forkaste alle indkomne bud.
De byggegrunde som ikke er solgt í udbudsperioden, ligger til almindeligt salg efterfølgende.
Det er ikke muligt at reservere byggegrunde, inden det offentlige udbud er gennemført.