Struer KommuneStruer Lydens by
Indsigt

Klager

Hvis du som part i en afgørelse sag vil klage over afgørelsen skal du følge klagevejledningen i afgørelsen.
Klage over den kommunale sagsbehandling indgives til Borgmesteren.
Du kan altid kontakte Struer Kommune på 96 84 84 84 med din klage eller andre forespørgsler herom.

Aktindsigt

Almindelig aktindsigt
Ifølge Offentlighedsloven har alle som udgangspunkt ret til at se dokumenter (herunder f.eks også kort, film eller tegninger), der indgår i den offentlige forvaltning. Retten til aktindsigt gælder for hele den offentlige forvaltning og dermed også for kommunen.

Undtagelser
Der er visse typer af dokumenter, som ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Der gives ikke aktindsigt i:

  • straffesager
  • sager om ansættelse og forfremmelse
  • personalesager
  • interne arbejdsdokumenter, som f.eks. interne breve

Herudover er aktindsigten begrænset af det offentliges tavshedspligt vedrørende personlige oplysninger.

Aktindsigten kan også begrænses, hvis der er væsentlige offentlige forhold, der taler imod at give aktindsigt for eksempel:

  • det offentliges økonomiske interesser
  • opklaring af lovovertrædelser
  • udførelsen af kontrolopgaver

Partsaktindsigt
Udover den almindelige aktindsigt, har du som part i en sag en udvidet ret til aktindsigt.

Partsaktindsigten er mere omfattende end den almindelige aktindsigt, da der er personlige oplysninger, du gerne selv må blive bekendt med, men som andre ikke kan få adgang til. Som part kan du dog godt bemyndige en anden til at søge aktindsigt på dine vegne.

Kommunens medarbejdere kan give yderligere oplysninger om partsaktindsigt i konkrete sager.

Personoplysninger
Persondataloven giver den enkelte borger en række rettigheder. Det gælder især retten til at få indsigt i oplysninger om en selv.

Du har som borger blandt andet ret til at:

  • modtage besked om, at der indsamles oplysninger om dig
  • få indsigt i de oplysninger, der behandles
  • gøre indsigelse mod, at behandling af oplysninger finder sted, og hvis indsigelsen er berettiget, skal behandlingen ophøre
  • få urigtige eller vildledende oplysninger rettet, slettet eller blokeret
  • tilbagekalde samtykke til behandling af følsomme oplysninger

Du har som udgangspunkt kun ret til at få indsigt i personoplysninger, der vedrører dig selv.

Når du henvender dig til en myndighed om personoplysninger, skal du normalt have svar på din henvendelse inden 4 uger. Hvis der går over 4 uger, har myndighederne pligt til at oplyse dig om hvad forsinkelsen skyldes, og hvornår du kan forvente at få svar.

Hvordan får jeg aktindsigt?

  • Alle har ret til at søge om aktindsigt. Der er hverken krav om alder, statsborgerskab eller lignende.
  • Der er ingen formelle krav om hvordan en ansøgning om aktindsigt skal se ud. Ansøgningen kan ske telefonisk, via fax, mail, brev eller ved at man personligt henvender sig til myndighederne
  • Der er heller ingen krav om begrundelse for ønsket om aktindsigt, ligesom du ikke selv behøver at være involveret i sagen
  • For at få aktindsigt, skal du blot henvende dig til den rette myndighed, hvorefter du har ret til hurtigst muligt at få aktindsigt. Hvis der går over 7 dage, har myndighederne pligt til at underrette dig om, hvad forsinkelsen skyldes, og om hvornår du kan forvente at få svar.

Klagemuligheder aktindsigt
Får du afslag på en ansøgning om aktindsigt, har du krav på, at få en begrundelse for afslaget samt en klagevejledning.

Du kan naturligvis klage over et afslag på aktindsigt, eller hvis du ikke får fuld aktindsigt.

Hvis du ønsker at klage, kan du klage til den myndighed, der er overordnet den myndighed, der har givet afslaget.

En klagevejledning vil som oftest indeholde navn og adresse på den myndighed, der kan klages til i den konkrete sag.

Klagemuligheder persondata

Klagemyndigheden for myndigheders behandling af personoplysninger er:

Datatilsynet
Borgergade 28, 5
1300 København K
Tlf.: 33 19 32 00
Fax.: 33 19 32 18
E-mail: dt@datatilsynet.dk

Du kan finde flere oplysninger om dine rettigheder og klage muligheder på Datatilsynets hjemmeside, som er: www.datatilsynet.dk.

 

KONTAKT INFORMATION
Struer Kommune
Postbox 19
Østergade 11-15
7600 Struer
CVR: 29189951
T: 9684 8484
F: 9684 8109
struer@struer.dk
sikkerpost@struer.dk

ÅBNINGSTIDER

Mandag   kl: 10:00 - 15:00
Tirsdag   kl: 10:00 - 15:00
Onsdag   kl: 10:00 - 15:00
Torsdag   kl: 10:00 - 17:00
Fredag   kl: 10:00 - 12:00

 

DEN DIGITALE HOTLINE

TELEFONTIDER  
Mandag - torsdag kl. 08.00 - 20.00
Fredag kl. 08.00 - 16.00
Lørdag lukket
Søndag kl. 16.00 - 20.00