Børn med handicap

Hvis du forsørger et barn under 18 år, har du mulighed for at få hjælp til dine merudgifter til forsørgelsen, hvis barnet har:

  • betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • en indgribende kronisk lidelse
  • en indgribende langvarig lidelse

En indgribende kronisk lidelse er en lidelse, som har alvorlige følger i dagligdagen, og som normalt varer flere år.

En indgribende langvarig lidelse er normalt en lidelse, som har alvorlige følger i dagligdagen, og som skønnes at vare mindst et år.

Vi har mulighed for at tilbyde kontakt til Familievejleder og Autismekonsulent i forbindelse med jeres barns handicap.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse i Center for Børn og Unge.

Kontakt os

Hjælp til dig, der har et barn med handicap

Hvis du har et barn med handicap, er hovedprincippet i loven, at barnet i videst muligt omfang skal have kompensation for følgerne af sin nedsatte funktionsevne.

Målet er, at både I som familie og barnet kan leve så normalt som muligt på trods af og med barnets handicap.

Hjælpen til jeres familie kan blandt andet bestå af:

  • almindelig og specialiseret rådgivning om at have et barn med handicap
  • tilbud om blandt andet aflastning, særligt dagtilbud, døgntilbud, boligændringer mv.
  • hjælp til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.

Rådgivning af forældre til et barn med handicap

Når I bliver forældre til et barn med handicap, har I mulighed for at få en grundig rådgivning. Rådgivningen kan fx dreje sig direkte om barnets handicap og løsningen af praktiske problemer eller om fremtidsperspektiver og aflastning.

Kommunen har ansvar for at rådgive om relevante støttemuligheder son følge af barnets handicap. Hvis der er behov for specialviden, kan kommunen inddrage specialrådgivning fx fra andre kommuner - eller indhente rådgivning fra VISO.

I kan også selv kontakte VISO eller søge hjælp hos handicap- eller patientorganisationer. Desuden er der mulighed for at komme på et kursus specielt for forældre til et barn med handicap.

Hjælp til at finde den bedste støtte

Kommunen skal hjælpe jer med at finde rundt i de forskellige muligheder for hjælp og støtte. Oftest vil en af kommunens medarbejdere selv opsøge jeres familie, men I kan også selv kontakte kommunen. Hvis I udelukkende søger rådgivning, kan I få den anonymt – hvis I ønsker det.

Kommunen oplyser jer om relevante støttemuligheder og sørger for at drøfte familiens samlede situation grundigt med jer. Det er væsentligt at indsatsen tilrettelægges i samarbejde med jer som forældre. I har problemerne tæt på, og kun I kender hele familiens situation og dagligdag.

Kommunen har inden for lovens rammer selvstændigt fastlagt niveauet for de tilbud, der er til rådighed for borgerne i kommunen. Det kaldes kommunens serviceniveau. I praksis betyder det, at ydelser og tilbud varierer fra kommune til kommune.

Søg om støtte til merudgifter for et barn med handicap

Kommunen skal dække de nødvendige merudgifter til at forsørge et barn under 18 år, som har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. I kan kun modtage tilskuddet, hvis barnet bliver forsørget i hjemmet. Det er også en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

I kan som familie til et barn med handicap fx have merudgifter til:

  • særlig kost
  • medicin
  • beklædning
  • ekstra vask
  • aktiviteter i fritiden
  • handicaprettede kurser til jer og andre pårørende.

Der kan også være merudgifter til befordring af barnet.

Merudgifterne fastsættes ud fra et skøn over de årlige merudgifter. Beløbet afrundes til det nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 100. Merudgifterne skal pr. år være på mindst 5.519 kr. (2024).

Beløbet er skattefrit og uafhængigt af familiens indtægter.

Du kan ansøge om dækning af merudgifter hos kommunen, som afgør, om du kan få dækket merudgifter. Hvis kommunen ikke har en digital selvbetjeningsløsning, eller du ikke ønsker eller er i stand til at søge digitalt, skal du kontakte kommunen.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

Søg om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste

Hvis du er forælder til et barn med handicap, kan du få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis det er nødvendigt, at du selv passer dit barn i hjemmet.

Du kan også søge om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når det er nødvendigt, at du ledsager dit barn til undersøgelser, behandling mv. som følge af barnets handicap.

Begge forældre kan søge om tabt arbejdsfortjeneste, og dermed deles om pasningen mv.

Du skal opfylde en række betingelser for at få bevilget tabt arbejdsfortjeneste, og det er kommunen, som skal udbetale ydelsen.

Du kan modtage ydelsen i de tilfælde, hvor dit barn skal passes i hjemmet, og hvor det er mest hensigtsmæssigt, at det er en forælder, som tager sig af pasningen. Dit barns handicap skal medføre en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, eller dit barn skal have en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. At lidelsen er indgribende betyder, at den har alvorlige følger i barnets daglige liv.

Hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste bliver fastsat på baggrund af din tidligere bruttoindtægt. Hvis du modtager tabt arbejdsfortjeneste i 37 timer om ugen, er loftet for den månedlige ydelse 35.247 kr. (2024).

Du kan ansøge om dækning af tabt arbejdsfortjeneste hos kommunen, som afgør, om du kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste. Hvis kommunen ikke har en digital selvbetjeningsløsning, eller du ikke ønsker eller er i stand til at søge digitalt, skal du kontakte kommunen.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

Du kan læse om reglerne på hjemmesiden for Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Pasning af barn med alvorlig sygdom eller handicap

Hvis dit barn bliver alvorligt sygt og bliver indlagt på hospital, eller under hospitalslignende forhold i hjemmet i mindst 12 dage, kan du muligvis have ret til at få fri fra dit arbejde og få økonomisk kompensation. Enten med fuld løn, hvor din arbejdsgiver får refusion, eller med den aktuelle dagpengesats, se § 26 i barselsloven.

Hvis du i forvejen har fået bevilget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, og også bliver godkendt til at passe dit alvorligt syge barn i forhold til barselsloven kan du selv vælge ordning.

Du kan læse mere i artiklen 'Dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn' på borger.dk og i barselsloven. Du kan læse om tabt arbejdsfortjeneste samt om samspillet mellem servicelovens og barselsloven hos Den Uvildige Konsulentordning for Handicappede, DUKH.

Pasning af nærtstående

Bestemmelserne i servicelovens § 118 om pasning af nærtstående med funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom omhandler også børn med funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom.

Ledsageordning for børn og unge med handicap

Børn og unge fra 12 til 18 år med funktionsnedsættelse, som bor hjemme, har mulighed for at søge om 15 timers ledsagelse om måneden til aktiviteter uden for hjemmet.

I kan ansøge om ledsagelse til barnet eller den unge hos kommunen, som afgør, om barnet eller den unge kan få ledsagelse.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

Læs mere i artiklen om ledsageordning.

Støtte til bil for forældre og plejeforældre

Forældre og plejeforældre til et barn med handicap kan søge støtte om støtte til køb af en bil grundet i barnets handicap. Du søger om støtte på vegne af barnet, men det er barnet, som skal fremstå som ansøger. Derfor er det også barnets funktionsevne, kørselsbehov m.v., der er afgørende for støtten.

Du kan læse om og ansøge om støtte til bil på siden 'Støtte til handicapbil'.

Luk alle
Åben alle
Ydelse § Sagsbehandlingstid
Tabt arbejdsfortjeneste Barnets Lov § 87 10 uger
Merudgifter Barnets Lov § 86 10 uger
Personlig hjælpeordning for børn og unge

Servicelovens § 44, jf. § 83

10 uger
Aflastning og afløsning til forældre, der passer børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse Servicelovens § 44, jf. § 84, stk. 1 10 uger
Ledsagelse  Barnets Lov § 89 stk. 1 10 uger

Hvis dit barn har fået konstateret en hjerneskade som følge af en ulykke, en tumor, en hjerneblødning, en blodprop i hjernen eller en anden sygdom, kan du kontakte Struer Kommunes hjerneskadekoordinator for børn og unge. 

Du kan få hjælp til at komme i kontakt med de rigtige fagpersoner i kommunen. 

Du kan også få vejledning i forhold til at være forældre til et barn med hjerneskade. 

   

Har du spørgsmål, så kontakt

Har du spørgsmål, så kontakt