Søer og vandhuller

Inden du laver en ny sø eller et vandhul, skal du have en landzonetilladelse fra kommunen. Du kan læse mere om landzonetilladelser ved at følge dette link.

Hvad skal du være opmærksom på

Der er mange ting, som har betydning for søen og vandhullets fremtidige naturindhold. Hvis du ønsker at skabe mere natur ved at anlægge en ny sø eller et vandhul, skal du b.la. overveje følgende:

  • Rent vand.
  • Lysåbne forhold, lavvandede partier og flade brinker.
  • Beskyttede omgivelser som fx afgræssede randzoner.
  • Ingen fisk, andehold, krebs eller fodring i og nær ved vandhullet.
  • Ingen grøfter/tilløb, der kan medføre forurening og tilvandring af fisk.
Søen og vandhullet kræver pasning

Vandhuller vil naturligt gro til med tiden, men mange steder sker tilgroningen unaturligt hurtigt hvis der bliver tilført meget næringsrigt vand.

Tilgroning og overskygning er et problem for vandhullernes plante- og dyreliv, da vandhulsorganismer typisk er afhængige af varme vandhuller med læ og sol.

Mange vandhuller har behov for løbende at få fjernet tagrør, dunhammer og anden plantevækst, for at de kan bevare en åben vandflade.

Den bevoksning, der naturligt gror op omkring vandhullet eller søen, skal ind imellem beskæres, så vandhullet ikke overskygges.

Nogle vandhuller kan blive så stærkt tilgroede eller slamfyldte, at de har behov for en mere omfattende oprensning, for at de kan bevares og få en god vandkvalitet.

Gadekær og branddamme

En række af de kunstigt anlagte vandhuller, som for eksempel gadekær og gamle brandamme, har behov for istandsættelser. 

Ofte er gadekær også meget næringsbelastede på grund af ænder, der holder til i gadekæret. Ekskrementer fra ænder og fodring af ænder er en stor kilde til næringstilførsel til byernes gadekær, og dette giver en meget dårlig vandkvalitet, og betyder at gadekæret i sommerperioderne kan udvikle sig til en grøn alge suppe.

Fodring af ænder

Fodring af ænder i søer og vandhuller bør derfor standes. Ænderne kan sagtens finde deres egen føde helt selv.

Rydning af træer og buske

Det er vigtigt at holde træer og buske væk fra den sydvendte side af vandkanten, da deres skygge sænker vandtemperaturen. Allerede ved en overskygning af ca. 30 % af vandfladen forsvinder de fleste paddearter.

Derimod kan træer og buske langs den nordvendte side give læ og derfor være en fordel. Dog skal man være opmærksom på, at arter som el, ask og pil kan vokse ud over vandspejlet og dels overskygge det og dels kaste store mængder næringsrige blade om efteråret.

Opvækst af pil og andre træer kan med fordel reguleres efter et rotationsprincip, hvor der med 2 – 3 års mellemrum foretages nedskæring af 1/3 – 1/4 af træbevoksningen efter tur.

På den måde sikre man, at træbevoksningen er lav og varieret så der ikke sker pludselige og voldsomme ændringer i levestedet.

Bevoksning i lav højde vil gøre at vildtet kan udnytte området til fødesøgning, læ og yngleskjul.