Børn skal opleve udelivets mangfoldighed i Baunegårdens nye udegruppe

Udeliv og naturoplevelser skal blive en endnu større del af børnenes hverdag hos Baunegården. Fra mandag d. 6. maj kommer institutionen, der er en del af Østbyens Dagtilbud, nemlig til at have en fast udegruppe. Her kommer børnene sammen med et hold af de voksne til at bruge størstedelen af deres dagligdag på husets legeplads eller i den omkringliggende natur.

Tryghed og sikre rammer

Udover at give børnene masser af frisk luft, skal den nye udegruppe også give børnene mulighed for at lære om uderummets muligheder. Ifølge Baunegården handler det altså ikke om ”bare at gå ud på legepladsen”, men om at have deciderede tilbud til børnene og følge i børnenes spor. Derfor er planen, at udegruppen skal arbejde med vekslende temaer, f.eks. sanserne samt insekt- og dyreliv, mens der er indtænkt forskellige voksenstøttede aktiviteter:

Vi bygger huler, mærker på sten, lugter til blomster, tager på cykelture, spiller vendespil og meget mere. Hver gang vi går udenfor, oplever vi noget nyt. Ingen dag er den samme,” forklarer Benjamin Dybdal, pædagogisk leder af Baunegården i Østbyens Dagtilbud.

Tanken er, at institutionens stuer kører på skift i udegruppen, hvor de hver er der i en periode på 14 dage. På den måde får børnene og det pædagogiske personale ro til at fordybe sig, mens der er mere tid til nærvær med det enkelte barn. Her er det vigtigt, at de voksne kan skabe tryghed og rum, så børnene tør udfordre og udfolde sig, når de er udenfor.

Det skal være ”in” at være ude

Ifølge Benjamin er målet med den nye udegruppe, at børnene i Baunegården får mulighed for og bliver udfordrede i deres fysiske udvikling. Når børnene leger udenfor, får de nemlig styrket deres idérighed og motorik, og det ønsker institutionen at understøtte med initiativet.

I den forbindelse spiller fællesskabet også en vigtig rolle. Gennem udegruppen håber det pædagogiske personale at udvikle og synliggøre de værdier, som et fællesskab giver, over for børnene:

Vi vil give børnene mulighed for at udvikle deres sociale kompetencer; bl.a. ved dagligt at skabe de ydre rammer, som giver plads og inspiration til lege og aktiviteter, hvor mange kan indgå, men også via mere voksen-støttede aktiviteter. Vores mål er, at børnene får lov til at opleve deres egen og andres betydning for et socialt fællesskab, og at de oplever styrken i at være mange om et fælles mål,” uddyber Benjamin.

Udegruppen kommer her til at tage Baunegårdens egen fine legeplads i brug, men også den omkringliggende natur. Det inkluderer bl.a. deres strandhytte Tangloppen nede på Østre Strand, hvor de bruger området til at udforske strandens mangfoldighed sammen med børnene.

Derudover arbejder Baunegården på at blive en del af Friluftsrådets grønne mærkningsordning De Grønne Spirer, så institutionen kan blive ved med at inspirere børnene til en grønnere hverdag med flere natur- og miljøaktiviteter samt et rigere udeliv.

Der er hermed lagt god grobund for den nye udegruppe, og Baunegården glæder sig da også til at se, hvordan initiativet bliver taget imod af børnene.